Det handler om miljøet i partiet Frie Grønne, må man forstå, og så om menneskene i det. Spørgsmålet er i hvilken rækkefølge.

Det nye parti er stiftet af afhoppere fra Alternativet: blandt andre Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique, der skal være politisk leder.

Siddique har blandt andet gjort sig bemærket som en rød klud i ansigtet på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ved at sende en ramadan-hilsen til landets muslimer fra Folketingets talerstol og bruge sin taletid under Folketingets afslutningsdebat på at holde et minuts stilhed for afdøde George Floyd og Black Lives Matters-bevægelsen.

En profil, der ligesom Elbæk forstår at markere sig, hvilket kan blive et klart aktiv for partiet.

Med sig får Frie Grønne Københavns tidligere kulturborgmester Niko Grünfeld, der måtte forlade den tjans efter skandale om et pyntet cv og en bekostelig indretning af borgmesterkontoret på rådhuset med designermøbler og iøjnefaldende strikkekunst.

Holdet er således gammel vin på nye grønne flasker, og det samme gælder for det politiske indhold med det, vi ved indtil nu.

Situationen blandt alle de grønne partier minder mere og mere om den yderste venstrefløj i 70'erne. Man splitter sig op i mindre og mindre fraktioner, hvor nuancerne for vælgerne er helt usynlige og ligegyldige, mens de for bærerne af de politiske ambitioner fylder alt.

Frie Grønne slår sig op på at være Danmarks 'klimaansvarlige og antiracistiske parti'. En slaglinje, der ikke engang er tæt på at slå negationstesten, som man også kunne kalde for bullshit- eller vrøvletesten: Hvem ville slå sig op på det modsatte? 'Danmarks klimauansvarlige og racistiske parti'?

Ud over klimaansvarlighed og antiracisme skal man forbinde det nye parti med ord som 'natur, mangfoldighed, kunst og kultur, civilsamfund og grøn, feministisk demokratisk økonomi', kan man læse på Frie Grønnes Twitter-profil.

Til Mandag Morgen udtaler Uffe Elbæk, at der kommer en meget strammere styret organisation i Frie Grønne, end der var i Alternativet. Der er åbenbart en grænse for værdien i anarki, selv for Elbæk. Ikke mere 'crowdsources politik', 'ny politisk kultur' eller rundkredssnak om processer og beslutningsformer.

Frie Grønne repræsenterer med andre ord næppe en eneste holdning, der ikke allerede er på hylderne hos andre partier. Kun i organisationen vil man mærke en forskel.

»Hurra, et nyt grønt parti!« sagde vel nærmest ingen. Ud over stifterne selv, fordi de nu igen kan spille hovedroller efter at have mistet deres indflydelse i Alternativet.