Danmark tager endnu et stort ryk i genåbningen af landet, når vi fra mandag igen kan benytte svømmehaller, legelande og fitnesscentre.
Det begynder at ligne en hverdag, som vi husker den fra før corona, men der er stadigvæk noget, vi mangler desperat for at kunne erklære landet genåbnet.
I sin corona-tale forklædt som grundlovstale sagde Mette Frederiksen, at det nok var de færreste danskere, der savnede Christiansborgs 'sædvanlige politiske skænderier', og hun lunede sig ved, at 'ævl og kævl' mellem partierne var blevet lagt til side.
Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: Danmark befinder sig i en temmelig gunstig situation, når det kommer til at åbne samfundet op og få gang i kedlerne igen efter ccorona. Mange andre lande er blevet ramt langt hårdere og har også længere vej tilbage. Mette Frederiksens handlekraftige nedlukning 11. marts spiller sandsynligvis en stor rolle, og det er der grund til at anerkende og rose regeringen for.
Selv om det er legitimt at diskutere, om den efterfølgende genåbning har været for nølende, har vi indtil videre alt i alt fået et godt resultat. Et godt resultat, som dog lader en del tilbage at ønske, når det gælder stilpoint for den kunstneriske udførsel.
Regeringen og Mette Frederiksen har ikke ligefrem ruttet med oplysninger og beregninger. Hverken befolkningen, pressen eller Folketingets partier har kunnet få fyldestgørende indblik i de sundhedsfaglige vurderinger. Oplysninger, der er gået imod regeringens umiddelbare ønsker om en retning, er blevet undertrykt og fortiet. Embedsmænd er blevet presset til at se bort fra deres faglighed og rette ind i geleddet. Det har mildest talt ikke været kønt at skue.
Regeringen og Mette Frederiksen har opført sig magtfuldkomment, og selv om 'et enigt Folketing' gang på gang har 'stået sammen' og bakket op om de vigtigste beslutninger, har de resterende partier og deres formænd i det store hele været reduceret til statister. Helt klart blev det, da vi i maj fik de ikoniske billeder af de resterende partiledere, der luskede forlegne og alene hver for sig rundt på plænen ved Marienborg, mens statsministeren udlagde teksten og solede sig alene i rampelyset fra den ivrige danske verdenspresse efter forhandlinger om genåbning.
I lange perioder har det føltes, som om tidligere statsminister for Venstre Lars Løkke Rasmussen har været den eneste rigtige opposition, vi har haft. Gang på gang har han – blandt andet i klummer her i B.T. – stillet de ubekvemme spørgsmål, som andre tilsyneladende har varet sig for at stille af frygt for at gå imod den folkestemning, der i krisen ret så entydigt har bakket op om Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.
Man kan til nøds forstå regeringens støttepartier, men også Ellemann og Pape har været lige så markante som vådt pap.
Nu må det være nok.
For at vi kan tale om en reel genåbning af landet, har vi brug for at få genindført en kritisk diskussion mellem partierne på Christiansborg. Partierne er ikke enige om alt, og det har vi brug for at se igen.
Desuden er der (altid, også under kriser) brug for en vågen opposition til at holde regeringen i ørerne og udøve parlamentarisk kontrol. Oppositionens opgave med at holde opsyn med regeringen og den måde, magten forvaltes på, er vigtig. Ikke mindst nu, hvor beslutningerne er gigantiske, og magten er til at få øje på.
Med andre ord: I genåbningen mangler vi nu noget ævl, og vi mangler noget kævl.
