I den forgangne uge er MeToo-skeletterne raslet ud af skabene i dansk politik.

Hos Det Radikale Venstre udspillede der sig i ugens løb en politisk sæbeopera for åbent tæppe. Der var smæk for skillingen med store følelser, spydige intriger, knive i jakkeforet og overraskende tvist i handlingen hele vejen igennem.

Søndag kunne folketingsgruppen stille sig frem for rullende kameraer med et ønske om at kigge fremad. Med sikkerhed forpjuskede, tilsyneladende i nogen grad også forsonede.

Så langt er man endnu ikke kommet i Socialdemokratiet, hvor MeToo-spøgelset har trukket raslende kæder over gulvet, siden De Radikales Samira Nawa her i B.T. for en måneds tid siden udtalte, at Jeppe Kofod slet ikke ville være blevet udenrigsminister, hvis det havde været op til De Radikale.

Søndag aften kæmpede Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen, for sit politiske liv på et krisemøde på Københavns Rådhus.

»Jeg er frygtelig ked af de kvinder, jeg har krænket gennem mine 30 år i politik,« lød det fra Jensen til Jyllands-Posten forud for krisemødet.

Helt frem til mødets start kom flere nye beretninger fra kvinder om uønsket gramseri fra Frank Jensen op til overfladen.

Socialdemokratiets anden næstformand, ligestillingsminister Mogens Jensen, har tidligere klart tilkendegivet, at han går ind for 'nultolerance' over for sexchikane, men han gjorde det i forbindelse med sagen om Frank Jensen lige så klart, at han ikke ønskede at blande sig 'i den konkrete sag'. Det er da også super ærgerligt, at virkeligheden nogle gange går hen og bliver så pokkers konkret. Hvor det efterlader nultolerancen, må guderne vide.

Statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen har selv været påfaldende tavs i hele perioden – ud over en opdatering på Facebook, hvor hun tilkendegav, at hun 'bakker op' om dem, der siger fra: 'Skab arbejdspladser og organisationer, hvor der er ligeværdige relationer mellem mennesker. Og tag et opgør med alt det modsatte. Når alt kommer til alt, starter og slutter det med en kulturændring hos den person, der ikke selv kan finde ud af grænsen. Herefter kommer ledelsesansvaret,' lød budskabet.

Søndag aften kunne Frederiksen gøre foreløbig status og konstatere, at hun havde en udenrigsminister med en dybt problematisk MeToo-sag i bagagen. En næstformand med flere beskyldninger om gramseri og en anden næstformand, der som ligestillingsminister også er ordfører på området, men som endnu har til gode at sætte en fod rigtig i debatten.

Der er altså i større eller mindre omfang problemer med mændene på tre af partiets tungeste poster. Pilen peger nu entydigt på Mette Frederiksen selv. Tavsheden er pinlig. Det er blevet tid til at leve op til de flotte ord, og hun selv har givet i opskriften:

'Jeg vil skabe et parti, hvor der er ligeværdige relationer mellem mennesker. Og tage et opgør med alt det modsatte. Når alt kommer til alt, starter og slutter det med en kulturændring hos Frank Jensen og andre, der ikke selv kan finde ud af grænsen. Herefter kommer mit eget ansvar,' kunne hun eksempelvis skrive på Facebook.