Solen banker ned, og sommerferien begynder at kunne anes i horisonten.

De fleste danskere har under coronaens indflydelse valgt at blive i sommerlandet Danmark, godt hjulpet på vej af regeringens beslutninger.

Regeringens slingrekurs i forhold til rejsereglerne ud i Europa har ophidset en del danskere og ikke mindst en hel rejsebranche.

På falderebet lykkedes det regeringen at lave endnu en hjælpepakke – en såkaldt luftfartspakke – på 260 millioner kroner, der skal hjælpe branchen på fode igen.

'Hjælpepakke' kandiderer stærkt til årets ord.

Pakken blev lavet i samarbejde med de borgerlige partier, og to af regeringens støttepartier forlod forhandlingerne i protest, inden de skulle skrive under. De pippede lidt i protest, men der var ingen trusler eller viften med valgkort. Alt foregik i fred og fordragelighed. Langt fra den virkelighed, den forrige regering arbejdede under.

Mette Frederiksen har sat sig monumentalt på dansk politik, og de øvrige partiledere danser efter hendes pibe. Der er ikke noget, der tyder på, at varmen og sommeren vil ændre på dette.

Tværtimod. Statsministeren er suveræn og regerer suverænt dygtigt.

Det fremragende politiske nyhedsbrev /dkpol af Lars Trier Mogensen angiver hele fem grunde til den nuværende etpartistat med hjælpepartier. Det er værd at gengive dem her.

For det første, skriver Mogensen, har socialdemokraterne flyttet deres synspunkter hen, hvor flertallet af danskerne i forvejen er. Det er altså ikke ideologi, men flertallets fornuft, der afgør partiets politik. Det er så at sige lettere at flytte partiet end flertallet af befolkningen.

For det andet faldt valgets mandattal så heldigt ud, at Mette Frederiksen kan bytte partierne ud med hinanden, når der laves forlig. Den seneste luftfartspakke er et godt eksempel. Lavet med de blå, medens støttepartierne skred – uden ballade.

For det tredje er forståelsespapiret øjensynligt nok for støttepartierne. De har accepteret, at alt ikke nødvendigvis kommer i denne valgperiode. Kan nogen eksempelvis huske, at SF havde et ultimativt krav om minimumsnormeringer, og kan nogen huske, at De Radikale ville vælte regeringen, hvis ikke der skete noget med klimaet? Ingen kan i hvert fald huske Morten Østergaards røde linje længere.

For det fjerde er blå blok sprængt i atomer. Alle kæmper deres egen kamp, og de er mere end villige til at stikke knive i ryggen på hinanden. Næsten alle borgerlige partier har deres helt eget forlig med Mette Frederiksen. Ofte indgået i 11. time for at genere et andet borgerligt parti.

Endelig, for det femte, smed alle partier tøjlerne helt og aldeles og gav statsministeren fuld råderet, da coronaen første gang viste sit ansigt. Partierne følte sig tvunget til at acceptere den undtagelsestilstand, som danskerne befandt sig i. Det er for sent at rulle baglæns nu.

Det er interessante synspunkter fra /dkpol, som forklarer den underlige ro, der også er i dansk politik, skønt vi lever i dramatiske tider. Alle partiledere er med til at udskrive den ene regning efter den anden, og det er ret ligeyldigt, hvem der er med på den ene eller den anden check.

Ingen kan huske det.

Mette Frederiksen regererer med en gennemført systematisk 'del og hersk'-politik. Alle andre er statister. Det gør ondt at se på, men det opleves sådan.

De borgerlige partier kunne måske bruge sommeren på at drikke en fælles fadbamse og udtænke et fælles projekt i hængekøjen. Måske de skulle tænke på Schlüter, der sørgede for, at der var noget til alle i et kommende samarbejde. Alene og hver for sig vil de blå partier tabe monumentalt.

Det virker, som om de allerede har accepteret, at regeringen Frederiksen lever længe - formentlig som Fogh i 00'erne.

Forretningen Danmark – og de borgerlige – må håbe på det gamle mundheld, at der kræves socialdemokratiske regeringer for at lave borgerlige reformer. For regningen for de utallige hjælpepakker skal betales en dag.

Den regning betaler ikke sig selv, Mette.