Når danske journalister skal dække krigen mellem Hamas og Israel, følger de ofte en drejebog: Israel er skurken, og palæstinenserne er ofrene.

Den antiisraelske dækning er ikke nødvendigvis bevidst. Journalister er trænet til at se efter ofre, og palæstinenserne er jo de svage i forhold til det militært overlegne Israel.

Bevidst eller ubevidst er den antiisraelske bias et stort problem. Jødehadet er nemlig på vej tilbage. 

Hvordan forklarer vi ellers, at danske unge kalder Hamas for frihedskæmpere og gladeligt råber med på Hamas’ slagord?

Hvordan forklarer vi, at de råber på en global intifada?

En del af skylden bærer medierne, der hele tiden stiller skarpt på tabet af civile menneskeliv på palæstinensisk side, imens de ukritisk videregiver tabstal fra Hamas eller bruger kilder fra ngo’er, der ligeledes er underlagt kontrol og censur fra Hamas.

Venstreorienterede journalister ser sig selv som de brune folks frelsere, men de glemmer samtidig, at det har en meget reel konsekvens for de jødiske befolkninger, når man fremstiller verdens eneste jødiske stat som en ond apartheidstat, imens Hamas' forbrydelser bliver glemt.

På amerikanske eliteuniversiteter er jødehadet til tider klar som solen. Over Harvard fløj et fly med banneret »Harvard hates jews« forbi, og en studerende fra et universitet i Miami bad om beskyttelse til de »antijødiske« studerende.

Mange af disse unge kommer fra hvide, velstillede hjem og har ikke selv en aktie i Palæstinas sag. De er ganske enkelt påvirkede af det, de ser i medierne.

Der mangler historier, der stiller skarpt på Hamas’ brutalitet, der stiller skarpt på den palæstinensiske brede opbakning til terrorangrebet og ikke mindst på de mange bortførte civile, der netop nu synes at være glemt. Uden de historier er medierne med til at dehumanisere jøder og bane vejen for jødehadet.

Astrid Johanne Høg

Denne leder er delvist baseret på slutningen af fredagens episode af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.

Podcast

Confino: Jeg var ikke den samme journalist efter 7. oktober

B.T.s mellemøstkorrespondent Jotam Confino er i Danmark, så nu er der dømt B.T.-familiekomsammen. Confino ser tilbage på tiden efter 7. Oktober og hvordan den har påvirket ham personligt og professionelt - og så deler han, hvordan journalister frivilligt retter ind efter en særlig drejebog, der gør Israel til den evindelige skurk. Vi spørger ham: Har de Vestlige medier fejlet i dækningen af krigen mellem Hamas og Israel?  Vært: Astrid Johanne Høg, debatredaktør på B.T. B.T.-medvært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.  Gæst: Jotam Confino, B.T.s mellemøstkorrespondent  Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Alex Brøndbjerg og Maria Asmine Dam Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke