Det er flere år siden, at Efraim Langstrømpe, Pippis far, skiftede titel fra 'negerkonge' til 'sydhavskonge'.
Det er også længe siden, at Tintin første gang blev skoset for sine eskapader i Congo, og elefanten fra vuggevisen må for længst have vænnet sig til at benytte en kokosnød som rangle.
Trangen til at tilpasse fortidens frembringelser til nutidens moral og smag er ikke ny, men den har fået fornyet kraft i kølvandet på den hæslige anholdelse, der 25. maj førte til amerikanske George Floyds død i Minneapolis.
Tusindvis af mennesker har fået nok og har haft brug for at gå på gaden for at udtrykke deres berettigede vrede over den konkrete hændelse og tage afstand fra racisme generelt.
Den brede folkelige manifestation har sine steder mistet noget pondus på grund af diskussioner om, hvilken farve man skal have for at få lov til at stå forrest eller bagest i demonstrationerne, og hvad man kan tillade sig at råbe eller synge med på.
Det har flyttet diskussionen og fokus væk fra det, det hele drejer sig om, på samme måde som virakken omkring den kontroversielle aktivist Bwalya Sørensen har gjort det.
Det klare hovedspor kommer gradvis til at fylde mindre og mindre, efterhånden som absurde diskussioner tager over.
Diskussioner som, hvorvidt Amnesty International er racister, fordi de har for mange hvide personer ansat, eller om velmenende grupper af mennesker, der ønsker at støtte op om protesterne med demonstrationer, vil 'stjæle sagen', fordi de ønsker at protestere, men ikke har den rigtige hudfarve til at gøre det.
Det er ikke nok at være modstander af racisme – man skal være det på en bestemt måde og fra et bestemt udgangspunkt under nogle bestemte regler.
I disse dage flytter diskussionen sig yderligere, når demonstranter hærger statuer og monumenter, som de mener, er racistiske.
Flere steder i USA har myndighederne selv besluttet at fjerne statuer af kontroversielle figurer fra den amerikanske borgerkrig.
I England har aktivister identificeret 60 statuer fordelt over hele Storbritannien, som ifølge dem bør fjernes fra offentligheden, fordi de 'fejrer slaveri og racisme'.
I Norge er der oprettet en underskriftsindsamling for at få fjernet statuer af den tidligere britiske premierminister Winston Churchill, fordi han var en »racist, der mente, at den hvide race var overlegen«, og den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg, fordi han »investerede i slavehandel«.
Også i Danmark har vi bygninger og monumenter, der kan knyttes til slavehandel.
Både Frederik V og Christian V var involveret i den danske slavehandel, hvorfor statuer af dem nu er en torn i øjet på nogle. Selveste Amalienborg husede, inden kongefamilien rykkede ind, den danske Moltke-familie. Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke bestred i en periode posten som præsident for Asiatisk Kompagni.
Enhedslisten har foreslået en ordning, så alle vejnavne og statuer, der er opkaldt eller formet efter mennesker, der kan kædes sammen med slavehandel, får en anmærkning.
På deklarationen bør der ifølge Rosa Lund, partiets integrations- og udlændingeordfører, stå: 'Her er en person, som har været slavehandler'.
Helst så hun en kommission af historikere og raceforskere nedsat med det formål at gå de danske monumenter og statuer efter i sømmene.
Hvis det på samme vis på små messingplader skal markeres, hvad der ellers er sket af vederstyggeligheder i historien, bliver der travlt hos landets gravører. Vikingerne holdt masser af trælle, Christian IV tillod hekseafbrændinger, og man kunne blive ved.
Man kan ikke rejse tilbage i tiden og ændre historien – uanset hvor mange vejnavne man ændrer, eller hvor mange statuer man vælter.
Men man afsporer den egentlige debat om racisme, når man trækker den i kringlede og absurde retninger.
