To splinternye forvaltninger med tilhørende rådmandsposter og embedsværk. Det endte med at blive prisen for, at Peter Rahbæk Juel kunne få lov til at fortsætte som borgmester.

Umiddelbart lader det til at være dyrt købt!

Ikke for hverken Peter Rahbæk Juel eller for valgets helt store vinder – den konservative gruppe med spidskandidat Søren Windell i spidsen – men derimod for de vælgere, hvis kommunale skattekroner nu skal finansiere oprettelsen af to helt nye rådmandsområder.

Spørgsmålet mange formentlig stiller sig selv, mens der tælles og tælles, er følgende: Hvorfor skal det nu være nødvendigt?

En faglig begrundelse er det umiddelbart svært at komme i tanke om. Hvis den virkelig findes, er det i hvert fald spøjst, at den pludselig skulle være dukket op på konstitueringsnatten. Sådan hænger det da heller ikke sammen, forsikrer man i Venstre. Tværtimod.

»Peter manglede to rådmandsposter for at få kabalen til at gå op. Han oprettede to for at købe sig til flertallet,« lød det onsdag fra en af de profiler i Venstre, som sad med ved nattens forhandlinger - næstformand for Venstre i Odense, Brian Lauridsen.

At politik en gang imellem er beskidt, det er der som sådan ikke noget nyt i. Dramaer som det, vi oplevede udspille sig på Flakhaven ud på de lyse timer, hører vel nærmest til på en valgnat som den, vi netop har været i gennem.

Men alligevel.

Tænk, at de store partier Socialdemokratiet og De Konservative, som har brugt år og dag på at prædike velfærd og 'varme hænder', sådan uden videre er klar til at lade velfærdskronerne flyde til nye højt betalte politiske poster med dertil hørende 'kolde hænder' i form af nye embedsværk.

Det var alligevel svært at forestille sig, inden det faktisk skete. Men det skete altså.

Nu bliver det så spændende at følge med i, hvad det er for en regning, man ender med at have udskrevet til kommunens borgere sådan hen over natten. Det er som bekendt altid lettere at udskrive regninger, når de ikke skal betales af egen lomme.

Derfor er her en idé til en anden gang:

Man kunne jo også have valgt at fortælle vælgerne, hvad der var i støbeskeen, så de – når de nu alligevel skulle ulejliges med at gå ned for at afgive deres stemme – havde haft mulighed for at tage spørgsmålet om to nye forvaltninger med rådmænd med i deres overvejelser om, hvor krydset skulle sættes.