Omsorgsfuld, loyal, altid glad og klar til at ofre sig for holdet.
Ord og historier vidner i disse dage om en mand, som trods et alvorligt sygdomsforløb til det sidste formåede at blive ved med at leve efter præcis den filosofi, som han lader til at have været bannerfører for hele livet.
Rørende anekdoter og minder, som efterlader det indtryk, at Lars Høgh ikke på noget tidspunkt forsøgte at være noget andet, end han var.
'What you see is what you get'.
»Han kom jo aldrig kørende til træning i en stor bil. Han kom cyklende eller gående. Det var det signal, han sendte: Man skulle ikke tro, man var noget, bare fordi man var en god fodboldspiller,« husker Per Colstrup Vinkel, der som tiårig spillede i OB, og for hvem Lars Høgh var den helt store helt.
Noget, vi måske alle har godt af at blive mindet om.
For det handler vel om at tænke i fællesskab frem for i egne meritter, samtidig med at man med gavmildhed forvalter de gaver, man er blevet givet på en måde, så de også kan komme andre til gode.
Vi har i denne uge igen og igen hørt det beskrevet, hvordan det for Lars Høgh ikke har været tilstrækkeligt at være den dygtigste. Fodboldegenskaber og resultater har for ham ikke kunnet stå alene.
Det er vel dybest set, hvad man som forælder også håber at kunne indpode i sin fodboldgale miniputspiller.
Desværre kan man, når man kigger rundt, en gang imellem få det indtryk, at den del af Lars Høgh-filosofien er gledet lidt i baggrunden i det aktuelle børne- og ungdomsliv. Meget er kommet til at handle om at vinde. Om at være den bedste. Om fra en tidlig alder at træne alene med det formål at blive den bedste.
Hårdt arbejde – ikke bare sjov.
Men det skal være sjov! Der er rigtig mange ting, vi kan lære af Lars Høgh, men skal man pege på en enkelt ting, kunne det være, at det skal være lysten, der driver værket. Motivation er afgørende.
Jeg har i hvert fald hæftet mig ved Lars Høghs gamle holdkammerat Ulrik Pedersen, der fortæller:
»Vi trænede, som vi spillede kamp, og omvendt. Det, jeg husker allerbedst, er, at Lars aldrig tabte, når vi spillede på to mål. Måske én ud af 100 gange. Man var næsten sikker på at vinde på hans hold.«
Vi er heldige, at Lars Høgh har mindet os om rigtig mange vigtige ting, så lad os forvalte hans inspiration med omhu.
En vinder er nemlig ikke bare en vinder.
