Der er mange grunde til at respektere Lego.

En imponerende virksomhed og forretning, skabt på baggrund af en genial lille klods, der gør børn over hele kloden glade og ansporer til leg og fantasi.

Nu er der ovenikøbet én grund mere.

Som den første større virksomhed herhjemme tilslutter Lego sig nu kampagnen 'Stop Hate for Profit', der har til formål at få det sociale medie Facebook til at tage større ansvar for det materiale, man giver brugerne adgang til at se og dele med hinanden.

Konkret betyder det, at Lego trækker al annoncering fra det sociale medie – i første omgang i en periode på 30 dage.

»Vi vil straks tage skridt til nøje at gennemgå de standarder, vi anvender til reklame og engagement på globale sociale medieplatforme. Mens vi gør det, stopper vi al betalt reklame på globale sociale medieplatforme i mindst 30 dage,« udtaler Legos globale marketingchef, Julia Goldin.

Facebook er kommet i modvind, fordi flere virksomheder mener, at der gøres for lidt for at fjerne hadefuldt indhold fra tjenesten.

Det har fået Coca-Cola, The North Face og flere end 100 andre virksomheder til at stoppe al annoncering på Facebook i juli.

Strategien er at tvinge Facebook til at handle ved at klemme netop dér, hvor det gør allermest ondt – på tegnebogen.

Problemet med problematisk indhold på Facebook er ikke nyt, men har fået fornyet opmærksomhed i kølvandet på racedebatten efter drabet på den farvede amerikaner George Floyd, der mistede livet under en anholdelse i Minneapolis i slutningen af maj.

Gennem flere måneder har vi på B.T. beskrevet det problematiske i, at Facebook og Instagram – der også er ejet af Facebook – ikke tager større ansvar for indholdet på deres platforme, end tilfældet er.

Vi har skrevet artikler om tilstedeværelsen af ydmygende voldsvideoer, voldtægtsvideoer og store grupper med pædofilt materiale, der har ligget tilgængeligt på de sociale medier alt, alt for længe.

Facebook oplyser som regel, at de løbende fjerner problematisk materiale, men at de også er afhængige af, at brugerne opdager og anmelder det problematiske indhold. Lidt for afhængige, kan man nok bemærke, i forhold til hvad tjenesten selv lægger i arbejdet.

Derfor er det kærkomment, at også en stor dansk virksomhed som Lego nu handler i tråd med eget værdiset og lægger pres på for at skabe en ændring:

»Vi er forpligtet til at have en positiv indflydelse på børn og den verden, de skal arve. Det inkluderer at bidrage til et positivt, inkluderende digitalt miljø, der er fri for hadudtalelser, diskrimination og fejlagtig information,« udtaler Julia Goldin.

De fleste kender nok til følelsen af at træde på en klods fra Lego med bare tæer. Det gør nas. Må den aktuelle annonceboykot fra Lego og alle de andre virksomheder føles på samme vis for Facebook. For så er der grund til at tro, at de vil skynde sig at gøre noget ved problemerne og få sat en effektiv stopper for det problematiske materiale på platformene.