Det kan siges meget simpelt: Ingen gider have et center for kriminelle som naboer.

Nu er det så de 450 beboere i Bagenkop på Sydlangeland, der får den tvivlsomme fornøjelse at huse et nyt statsligt udrejsecenter for udviste kriminelle.

Længere væk fra Christianborg og hovedstaden kan man næppe komme.

Centeret skal huse cirka 130 beboere – fortrinsvis mænd. Det er udlændinge, der er vist ud af Danmark, fordi de enten er for farlige for vores sikkerhed eller kriminelle. De skal ikke være her, de er smidt ud, men de nægter at rejse, og deres hjemland vil ikke tage imod dem.

B.T. har gennem flere år afdækket de massive problemer, et sådant klientel betyder for et lille samfund. I dag bor de fleste på Kærshovedgaard ved Bording i Midtjylland. Her er kriminaliteten steget, og usikkerheden blandt de lokale er øget.

Det virker, som om de udviste kriminelle nærmest gør, hvad der passer dem.

De rejser ud og ind af centeret, selvom de skal melde sig hver morgen og aften. Men som B.T. senest kunne vise på en overvågningsvideo, klipper de udviste kriminelle blot et hul i hegnet og stikker af, medens myndighederne tror, de befinder sig på det lukkede område.

Det er skandaløst.

På det nye center skal der kun være enlige på tålt ophold og kriminelle, der venter på at blive smidt ud. Tidligere boede de kriminelle sammen med familier med børn, der også var udvist, og det er trods alt et fremskridt, at der nu kommer en adskillelse. Men det er håbløst at sende 130 mænd, der ikke har en gnist af motivation til at opføre sig ordentligt, til et minisamfund som Bagenkop. De kriminelle ved, at de lever her på lånt tid, så hvorfor gøre sig umage.

Ideen er da heller ikke blevet modtaget af stående klapsalver i Bagenkop, der på ingen tid fik stablet en demonstration med cirka 350 deltagere – nærmest hele byen – på benene. De ved, at det er nu, de skal protestere, for de får ikke chancen igen. Udrejsecenteret vil forandre deres by og deres muligheder.

Deres protester er formentlig udsigtsløse.

Det nye udrejsecenter er udelukkende regeringens projekt. De har købt bygningerne, bevilget en stor politistyrke til Fyn og sendt minister Mattias Tesfaye til øen for at gyde olie på vandene. Det har ikke været et led i en politisk forhandling, for det her kan regeringen selv beslutte.

Regeringen og Tesfaye pointerer, at det særlige positive ved Bagenkops placering er, at der er mindst 20 kilometer til den nærmeste by med flere end 1.000 indbyggere. Afstande har dog ikke tidligere afskrækket de udviste kriminelle, der har været indkvarteret i Bording. De har konstant søgt til de meget store byer, kan man se på tiltaler og domme.

Det lyder kynisk, men det er måske den bedste idé at placere dem på øen Lindholm, som der tidligere var lagt op til. De udviste kriminelle skal ikke kunne stikke af. Det skal være så vanskeligt som muligt at være udvist kriminel. De skal have så tilpas vanskelige forhold, at de selv forlader landet. Deres sag er blevet vurderet, og de er blevet afvist som asylsøgere her i landet. Derfor skal de rejse hjem så hurtigt som muligt.

Mattias Tesfaye anfører selv, at det er meget billigere at placere de udviste i Bagenkop end på Lindholm. Det koster det halve, mener han og siger, at »det er sund fornuft ikke at ødsle skatteborgernes penge væk«.

Det må anses for at være en provokation af de store over for beboerne i Bagenkop efter et år med corona, hvor pengemaskinen ikke har stået stille. Her er der ikke blevet sparet på noget, men her er det åbenbart de økonomiske argumenter, der tæller.

Det er en ommer, Tesfaye.

Kom med en ny plan, der sikrer, at de kommende naboer ikke får vendt op og ned på deres tilværelse.