Som dreng var jeg glødende interesseret i Anden Verdenskrig.

Det begyndte som alle andre drenge med en fascination af de britiske spitfire-piloter i tegneseriehæftet 'Battler Britton', men det udviklede sig til en glubende appetit på alle bøger om krigen.

Det var naturligvis historierne om heltene i den danske modstandsbevægelse som Hvidstengruppen, Bopa, Holger Danske og ikke mindst drengegruppen Churchill-klubben i Ålborg, jeg beundrede mest. Legendariske Knud Pedersen, der i en alder af 17 år ledede en gruppe af drenge mellem 15 og 17 år i kampen mod tyskerne, var en dansk helt.

Danskere, der tager sagen i egen hånd, trodser overmagten og den officielle holdning fra den danske regerings side om ikke at gøre modstand, har stadig en fascinationskraft, som den dag i dag giver anledning til stolthed.

Det var oftest unge mennesker, der på eget initiativ skabte små grupper, der ikke kunne vinde krigen for Danmark, men som var afgørende for, at vi stod på den rigtige side, da krigen endelig blev afsluttet.

De var alle klar over, at deres kamp kunne have en pris. Alligevel gjorde de modstand mod en nazistisk besættelse, for de kunne ikke lade være.

Jeg voksede op i en mindre by i Vestjylland, Aulum, som også havde en lokal modstandsgruppe, der bestod af byens præst, manufakturhandleren, dyrlæge Andersen, cykelhandler Nørkjær, tømrermester Danielsen og flere andre. Gruppen, der havde kaldenavnet 'Cajus', når der skulle kastes våben ned fra de britiske fly, nåede efter sigende op på 36 mand.

Som dreng har jeg mødt flere af gruppens medlemmer, som var en fast del af byens dengang aktive forretnings- og foreningsliv. Men overraskende – efter nutidens forhold – talte de aldrig stort om deres bedrifter. Jeg ved ikke hvorfor, måske mente de ikke, at det var nødvendigt. Der findes dog et billede af gruppen taget lige efter befrielsen, hvor de står foran skolen med deres maskinpistoler og det blå frihedskæmper-armbind.

Det er slående, hvor unge de er, og hvor alvorlige de ser ud. Landet og byen var netop blevet befriet, og alligevel er der ikke plads til smil på billedet. Deres modstand i 'Cajus-gruppen' var ikke for sjov, for en enkelt af dem blev fanget, afhørt og sendt til Frøslevlejren, og en anden døde dagen før befrielsen den 4. maj.

Historien om 'Cajus' var ikke en del af pensum i min skoletid, og den er sikkert heller ikke kendt af mange uden for byen i dag. Deres gerninger og deres mod er kun gemt og beskrevet, fordi en af byens ildsjæle, tidligere skoleinspektør Oskar Krogsgaard, har skrevet deres historie og udgivet den sammen med Aulum Bogtryk.

Den slags historier kan fortælles over hele landet. Der var ikke kun modstandsgrupper i de store byer, og det er ikke alle, der har fået en fortjent og rørende film, som Hvidstensgruppen.

Mandag er det befrielsesaften.

Det er nu 75 år, siden Danmark blev befriet og de modige unge mennesker over hele landet sørgede for, at vi i dag er et frit og demokratisk land. Selvfølgelig var det først og fremmest englænderne, amerikanerne og russerne, der nedkæmpede Hitlers hær, men de danske modstandsfolk spillede deres betydelige rolle. Der bliver færre og færre til at fortælle historierne om dengang, og hvorfor det var nødvendigt at gå til modstand.

Jeg er fuld af beundring over det mod og den beslutsomhed, der kendetegnede den generation. Når man går en tur i Mindelunden i Hellerup, bliver man slået af de mange mindetavler for de døde i Danmarks tjeneste. Det var hovedsageligt unge mænd i begyndelsen af 20'erne, og de må have kendt til de ofre, de skulle yde.

Alligevel kunne de ikke lade være. Alligevel lod de sig ikke kue.

Mandag aften bliver der tændt fakler og lys ved hver en modstandsmand eller soldats grav i Mindelunden. Det er en højtidelig ceremoni, og man kan mærke historiens kolde gys, når der synges det sidste vers i 'Altid frejdig, når du går'.

Kæmp for alt, hvad du har kært;

dø, om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

Det er umuligt at takke vores modstandsfolk nok, men vi kan vise vores taknemmelighed ved at tænde lys i vinduet den 4. maj om aftenen.

Lad os tænde lys i vinduerne i Aulum for modstandsfolkene i 'Cajus'.

Lad os tænde lys overalt i hele landet for at vise, at vi hører sammen i dette land, at vi har en fælles historie, og fordi nogle gik forrest.