Stuerene – det bliver I aldrig!

Selvom Det Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, og alle de andre kritikere af DFs ønske om remigration ikke gentager tidligere statsminister Poul Nyrups famøse ord om Dansk Folkeparti direkte, så er det tydeligt, at de mener det.

Debatten om Dansk Folkepartis ønske om udlændingepolitik er blevet hidsig!

Det Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, har beskyldt DF for at ville udsende folk på baggrund af hudfarve. Det har fået Morten Messerschmidt til at rejse en sag mod Lidegaard for injurier.

Jeg synes, at kritikken af DF er urimelig, fordi den efter min opfattelse er fyldt med stråmænd – altså at DF tillægges holdninger, de slet ikke har.

Dansk Folkeparti har aldrig foreslået at udvise udenlandske statsborgere på grund af hudfarve eller religion.

Det er simpelthen løgn.

Dansk Folkeparti har foreslået, at man udviser kriminelle udlændinge. Det er de fleste enige i. De har også foreslået, at man udviser udlændinge, som år efter år lever på overførselsindkomst.

Det har jeg svært ved at se, at det skulle være problematisk. Danmark skal selvfølgelig kunne udvise udlændinge, som år efter år ikke bidrager med andet end at gøre vores land fattigere.

Det kunne jo være, at en stor del af dem faktisk fandt et arbejde, hvis alternativet var udvisning.

En stor del af kritikken af DF går på, at de vil spærre udviste kriminelle udlændinge inde, indtil de forlader Danmark. Men hvorfor skal udlændinge, som er blevet udvist af Danmark, have lov til at bevæge sig frit rundt?

En dommer har jo sagt, at de ikke må være i Danmark, men de vil ikke rejse frivilligt, og derfor vil deres hjemlande ikke modtage dem. Jamen, så må vi jo spærre dem inde! De kan jo når som helst ophæve deres indespærring ved at rejse ud af Danmark!

Fredag deltog tidligere integrationsminister Bertel Haarder i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

Emnet var netop DFs hjemsendelsespolitik. Han er særligt kritisk over, at DF vil gøre det sværere at udøve islamisk livsførelse i Danmark. Det vil DF blandt andet gøre ved at forbyde tørklæder i offentlige institutioner og fjerne den økonomiske støtte til moskeer og muslimske friskoler. Forbuddet mod tørklæder har det muslimske land Tyrkiet tidligere haft. Det samme gælder Frankrig.

Haarder mener, at det er et angreb på religionsfriheden. Men at fjerne den økonomiske støtte til muslimske friskoler og moskeer er jo ikke et forbud mod at være muslim. Det kan man jo godt være, uden at staten stiller alle mulige økonomiske tilskud til rådighed.

Kritikken af DF er blevet for hysterisk. Men det plejer nu kun at være til DFs fordel.

Mon ikke også, at DFs kritikere skyder sig selv i foden denne gang?

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Debatten om Dansk Folkepartis udspil om remigration koger. I dag tager vi derfor debatten med en af de mest markante kritikere af udspillet, den tidligere venstre minister, Bertel Haarder. Han har advaret kraftigt mod DFs linje, og så har han været snublende tæt på at trække nazi-kortet. Hvorfor? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Bertel Haarder, mangeårig minister og Venstre-koryfæ Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Producer:  Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke