»Jeg er landets statsminister, og jeg har ikke brug for at dække over noget. Stol på mig.«
Stort set sådan lød hovedbudskabet fra statsminister Mette Frederiksen, der lagde hele sin troværdighed ind i kampen for at komme videre efter 'slettegate'. Igen og igen slog hun fast, at hun og hele embedsapparatet havde reddet danske liv i en vanskelig situation. Den dåd alene berettigede hele beslutningen og det efterfølgende kaos.
»Jeg står på mål for det hele, og jeg ved, hvad jeg vidste. Jeg vidste IKKE, at der manglede lovhjemmel for beslutningen,« sagde statsministeren flere gange.
Lyder det bekendt.
Det lyder unægteligt som Anders Fogh, der som regel konstaterede: »Der er ikke noget at komme efter« eller tidligere statsminister Poul Schlüters: »Der er IKKE fejet noget ind under gulvtæppet.« Begge udsagn virkede i situationen rigtige og red umiddelbart stormen af. Mette Frederiksen red også stormen af med sit pressemøde, men som de to tidligere statsministre senere erfarede, var det sætninger, der igen og igen vendte tilbage, og som for Schlüter blev et regulært mareridt.
Onsdagens pressemøde gav svar på en række spørgsmål, men slet ikke udtømmende og åbnede derfor for en række af nye spørgsmål.
Det viser sig nu, at det er Barbara Bertelsen, der åbenbart er statsministerens sikkerhedsrådgiver. Hun fortalte statsministeren, at det var en god idé – nærmest nødvendigt – at indstille telefonen til at slette beskeder efter 30 dage. Underligt nok kom rådet først, seks måneder, efter Bertelsen tiltrådte. Helt så vigtigt var det altså heller ikke, at statsministerens telefon blev indstillet med det samme, Bertelsen rykkede fra Justitsministeriet til Statsministeriet. Det var åbenbart heller ikke et råd, der burde gælde alle andre i regeringen, for det var kun statsministeren og hendes nærmeste, der blev sat til at slette.
Andre ministre, der er omfattet af fortrolig information, forsvarsministeren og udenrigsministeren, blev ikke af Statsministeriet bedt om det samme. Slettefunktionen for Mette Frederiksen og hendes nærmeste blev slået til på et tidspunkt, hvor regeringen satte en undersøgelse i gang.
Statsministeren lagde ikke skjul på, at sms er en væsentlig del af hendes og regeringens kommunikation, fordi den er hurtig og direkte. Alligevel overvejede hverken statsministeren og hendes rådgiver, topjuristen Barbara Bertelsen, ikke at journalisere EN eneste af de sms'er, der åbenbart føg mellem ministerier, politikere og departementschefer. Hvis der er den mindste form for sagsbehandling i en sms, ved enhver jurastuderende på 2. år, at de skal registreres og journaliseres. Det skete ikke en gang i hele forløbet fra sommeren 2020, og indtil Minkkommissionen pludselig bad om dem i foråret 2021.
Det virker ganske enkelt ikke troværdigt.
Og så tog det i øvrigt Statsministeriet flere måneder at svare kommissionen. Hvorfor?
Mette Frederiksen slog fast – flere gange – at hun intet kendte til, at der ikke var lovhjemmel i minksagen. Nu er DET slået fast, og der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet, må man forstå. Det er helt centralt, for bliver det senere sandsynliggjort, at hun VAR klar over udfordringen med lovhjemmel, må hun gå den samme tur, som Schlüter endte med at tage: direkte ud af Statsministeriet.
Alt på et bræt.
»Jeg er statsminister. I må stole på mig«, som Mette Frederiksen med patos udtrykte.
Måske er det ikke nok.
