Der tegner sig efterhånden et billede af Danmark som to hold, der bevæger sig i hver sin retning.
Den ene part – lad os kalde det statsholdet – ønsker, at restriktionerne er kommet for at blive. De bliver selvfølgelig reducerede, som smitten forsvinder, men de er grundlæggende en del af et Danmark, der topstyres for at have fuld og evig kontrol over en virus, der hedder corona. For statsholdet er generelle restriktioner for alle en nødvendighed og ikke at betragte som et indgreb i den personlige frihed.
Statsholdet kan derfor sagtens forestille sig, at vi for evig og altid skal benytte mundbind i det offentlige, at coronapasset er en ny slags identitetspapir, der afgør, hvor vi kan færdes, og hvor test er en ugentlig fast borgerpligt.
Den anden part – lad os kalde dem for individualisterne – ønsker, at alle restriktioner skal fjernes fuldt og helt, så snart som muligt. Vaccinationerne vil ændre vores måde at anskue samfundet på. Vi skal ikke længere passe på hinanden i samme grad som tidligere. Når alle over 50 år er vaccinerede, er risikoen for, at smitten bliver en konstant trussel, forsvundet. Derfor er coronapas, mundbind og ugentlige testtider et voldsomt indgreb i den personlige frihed.
Individualisterne ønsker en hverdag, som vi kender den post-corona. En hverdag, hvor håndtryk og kram er en naturlig måde at hilse hinanden på. Individualisterne elsker ikke coronapas, for det bringer rod i aftalerne mellem kunder og sælgere. Pludselig er det butiksejere, der skal være politimyndighed og tjekke pas, før de kan sælge et glas vin eller klippe håret på en gammelkendt kunde.
Begge parter – individualisterne og statsholdet – ønsker det samme. Et åbent samfund, hvor der tages hensyn til de svageste. Men de ser vejen og tempoet dertil vidt forskelligt. Ikke mindst ser de os borgere helt forskelligt. Er vi en fælles hær, der ledes bedst med korrektioner fra statens side, eller er vi en flok forskellige individer, der leder os selv via indsigt og sund fornuft.
De to hold skal nu forhandle med hinanden og finde løsninger for en yderligere genåbning. Det er ikke sært, at de sjældent mødes i en aftale, som de vil være tilfredse med. De ser Danmark forskelligt.
Flere restriktioner vil nu falde bort. Det er sikkert, men den kommende genåbning vil ikke tilfredsstille individualisterne. Den bliver ikke vidtgående nok. Statsholdet kan til gengæld ikke længere fastholde de mest ulogiske restriktioner.
Danmark åbner lige om lidt, men hvilket samfund får vi skabt, når corona ikke længere er den vigtigste trussel mod danskerne eller vores samfundsmodel? Der er en regning, der skal betales – økonomisk og socialt. Ikke mindst det sidste bliver afgørende, for vi bor og elsker alle det samme land. Vi risikerer at få to stærke og lige store hold, der ikke kan finde hinanden.
Det vil være det største coronatab.
