
Bashar Al-Assads terrorregime i Syrien er faldet.
Det er enormt glædeligt!
Assads styre var vitterligt et af de værste terrorregimer på jorden.
Glæden over Assads fald kan dog hurtigt blive aflyst af både skuffelse og forfærdelse over det nye styre i Syrien.
I spidsen for det nye styre er den islamistiske organisation, Hayat Tahrir al-Sham (HTS) og dennes leder Mohammad Al-Jolani, som nu bruger sit rigtige navn, Ahmed Al-Sharaa.
Han er islamist med en fortid i både al-Qaeda og Islamisk Stat.
Der er med andre ord fuld plade i ekstremist-bingo.
Al-Sharaa har dog været klog nok til at sige det, Vesten gerne vil høre.
Han vil respektere religiøse og politiske mindretal. Der bliver ingen udrensning af politiske modstandere i embedsværket. Der skal afholdes frie valg.
Taleban var også klog nok til at sige mange af de samme ting, da USA forlod Afghanistan i 2021. Men her tre år senere er Afghanistan igen trukket ind i det islamistiske mørke.
Vesten og de arabiske golflande har dog en stor interesse i, at det samme ikke sker i Syrien.
Derfor er der grund til håb.
Men håb ændrer ingenting i sig selv.
Kun handling kommer til at gøre en positiv forskel.
Derfor bør langt hovedparten af de 33.000 syrere, som siden 2015 er kommet til Danmark, skynde sig at tage hjem og hjælpe til med at trække Syrien i en demokratisk retning.
Præcis som tyskerne gjorde det efter anden verdenskrig.
Mange af de syrere, der har fået asyl i Danmark, har fået det med direkte henvisning til, at de var forfulgt af Assad.
Han er nu væk.
Andre har fået asyl i Danmark med henvisning til borgerkrigen i Syrien.
Den er heldigvis slut nu.
Mange syrere har under deres ophold i Danmark fået uddannelser, der er stor brug for i Syrien.
Alle syrere i Danmark har nu gjort sig erfaringer med at bo i et frit og demokratisk land.
De erfaringer kan helt sikkert bruges i genopbygningen af Syrien.
Så kære syrere i Danmark – jeres hjemland har brug for jer nu!
Tiden er kommet til, at I viser jeres sande patriotisme.
Rejs derfor hjem og begynd det hårde arbejde med at skabe en lys fremtid for Syrien.
Jo hurtigere I kommer af sted, jo større er chancen for at det lykkes.
Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:
