Det færøske medlem af Folketinget Sjúrður Skaales tale ved Folketingets afslutningsdebat om krigen i Gaza er en af de absolut bedste, jeg endnu har hørt.

Det, som gjorde talen så god, var, at Skaale formåede at sætte krigen i perspektiv. Han formåede at skære ind til kernen.

Krigen handler i sin essens ikke om territorium. Grundlæggende handler den om islamismens mørke mod vestlige værdier.

Det er en proxykrig mellem mørkemændene i Teheran og Vestens demokratiske forpost i Mellemøsten: Israel.

Sjúrður Skaale forstår, at den krig må Israel, og dermed Vesten, ikke tabe. Israels kamp er også vores kamp.

Skaale fortæller, at hans største frygt er, at Sinwa - Hamas’ leder og hovedarkitekten bag terrorangrebet den 7. Oktober - kommer ud af sin tunnel og erklærer sejr.

Hamas er Israel militært underlegen. Hamas har ingen chance for at vinde en konventionel krig mod Israel.

Derfor fører Hamas krig på en måde, hvor målet er, at det internationale samfund presser Israel til at stoppe. Det gør Hamas ved at gemme sig bag civile og operere fra hospitaler, moskeer, skoler, kirker og boligblokke.

Hamas fører krig på en måde, hvor civile tab er uundgåelige. Alene det faktum, at Hamas har brugt milliarder af dollars på at bygge hundrede af kilometer af tunneler til militær brug, men ikke en cent på beskyttelsesrum til børn og kvinder, siger alt.

Civile tab er frygtelige. Men det er ikke noget nyt. En halv million civile døde i Irakkrigen, som Danmark som bekendt også deltog i.

Når det internationale samfund beder Israel om at stoppe krigen, så er der altså tale om et gigantisk hykleri - men endnu værre, så er Vesten ved at gå direkte i Hamas’ fælde.

Hvis Hamas får held med sin strategi og Vesten presser Israel til at stoppe før Hamas er nedkæmpet, så har Hamas - og dermed islamismen - fundet opskriften til at besejre Vesten militært: Før krig i modstrid med alle krigens regler, slagt civile, kidnap civile, voldtag civile og når der bliver svaret igen, så gem dig - bag civile.

Vesten bliver aldrig militært besejret ved, at Vestens fjender fører krig efter vores regler. Vesten bliver besejret ved, at Vestens fjender finder en måde at bruge vores regler mod os selv.

Det er det, Hamas har gjort, men det må de ikke lykkes med.

Israel skal gøre, hvad de kan for at forhindre civile tab. Det gør Israel også. På trods af Hamas’ strategi, så er der ikke døde flere civile i denne krig pr. elimineret fjende end i andre bykrige.

Men Hamas har trods deres næsten ufattelige forbrydelser den 7. oktober formået at sætte Israel under enormt politisk pres. 

Det pres skal vi stå i mod. Israel fortjener vores opbakning. Konsekvenser ved, at Hamas vinder er uoverstigelige. Det vil give islamister over hele verden blod på tanden og uvægerligt fører til mere terror og mere død på sigt.

Joachim B. Olsen

Denne leder blev skrevet i en fælles samtale i slutningen af tirsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:

Podcast

‘Årets taler’: Unge pro-palæstinensere har fået voldtaget deres sind

Han har holdt årets bedste tale i Folketinget. I hvert fald ifølge statsministeren. Manden bag er Sjúrður Skaale, og han er medlem af det socialdemokratiske parti på Færøerne, Javnaðarflokkurin. I brandtalen opsummerer han de seneste ni måneders krig mellem Hamas og Israel på en måde, der fik Joachim B. Olsen til at fælde en tåre. Men selvom rosen rækker langt, så sidder vi tilbage med en række spørgsmål.  Vært: Emilie Jäger, vært B.T. B.T.-medvært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.  Gæst: Sjúrður Skaale, medlem af det socialdemokratiske parti på Færøerne, Javnaðarflokkurin Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Kasper Riising og Maria Asmine Dam Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Astrid Johanne Høg direkte i din indbakke

Jeg giver hermed tilladelse til, at B.T.sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anforte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.