Krigen i Gaza har snart stået på i halvandet år. Men hvorfor har netop denne krig fyldt så meget for muslimer i Europa og Mellemøsten? 

Hvorfor har vi set så mange antiisraelske demonstrationer i Europa siden krigen i Gaza begyndte for snart halvandet år siden med Hamas brutale og sadistiske terrorangreb på civile israelere?

Det er alligevel sjældent, at dem som angriber og starter en krig bliver mødt med så meget sympati, som tilfældet er med denne forfærdelige krig. 

Hvorfor har vi ikke set samme sympati fra muslimer i forbindelse med borgerkrigen i Yemen, som kostede 150.000 livet plus de over 200.000 som sultede ihjel som konsekvens af krigen? Mange af dem, som sultede ihjel var i øvrigt børn. 

Hvorfor har vi ikke set tilnærmelsesvis lige så mange demonstrationer imod borgerkrigen i Syrien, som kostede over en halv million mennesker livet?

Hvorfor bruger et fattigt land som Iran så stor en andel af sit BNP på at bekrige Israel?  Eksperter anslår, at Iran bruger mindst 10 procent af BNP på at bekrige Israel gennem Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og Houthierne i Yemen. Iran og Israel grænser ikke engang op til hinanden. I Iran er de endda shiamuslimer, og de ovennævnte terrorgrupper er sunnimuslimer. De to retninger inden for islam har en lang tradition for at myrde hinanden i hundrede af tusinder.

Svaret er, at Israel får islamisterne i Teheran og andre steder i Mellemøsten til at stille sig et for dem meget skræmmende spørgsmål. Er gud overhovedet på vores side?

Islamisternes selvforståelse er, at islam er en overlegen religion, som har alle svarene på alle spørgsmål. Koranen kommer jo direkte fra gud. For dem, er det islams skæbne at erobre verden.

Det gik også godt de første mange hundrede år efter Islams fremkomst. Arabien og Nordafrika blev underlagt islam. Sidenhen fulgte det kristne Spanien og det kristne byzantinske rige, altså det nuværende Tyrkiet. Ja, man erobrede land langt op i Europa.

Men det begyndte at gå langsomt tilbage. Islam tabte terræn og led nederlag.

I 1800-tallet gik det helt galt. Egypten blev for eksempel koloniseret af englænderne og Tunesien af Frankrig.

Men det største slag mod islamisternes selvforståelse er Israel.

Det her lille bitte land bestående af det her lille jødiske folk, som er blevet forfulgt, fordrevet og forsøgt udslettet overalt. Hvis de ikke kan udslettes og fordrives fra Mellemøsten, så er Gud måske slet ikke på islamisternes side. Det er selvfølgelig en skræmmende tanke for salafisterne, wahhabisterne, det islamiske broderskab, mullaherne i Teheran og alle de andre fanatikere i Mellemøsten.

Men det er også svaret på, hvorfor krige, som involverer Israel, optænder muslimer så meget i forhold til alle mulige andre og meget, meget værre krige i Mellemøsten.

Krigen i Gaza er frygtelig nok til, at det er forståeligt, at der er demonstrationer i Europa. Jeg siger bare det åbenlyse -  nemlig at dét umuligt kan være svaret på, at der er så mange flere demonstrationer i forbindelse med netop denne krig.

Man skal altså forstå, at hvis Iran, Hamas, Hizbollah og andre fanatiske islamistiske bevægelser ikke bliver sat totalt uden for indflydelse i Mellemøsten herunder i, så bliver der aldrig fred.

Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

Joachim hjemvendt fra Israel: ‘De ryster på hovedet af os’

Joachim er netop hjemvendt fra en tur til Israel. Med sig har han en række indsigter, som han i dagens afsnit vender med B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino. For mens alles øjne er rettet mod USA, er krigen i Gaza genoptaget. Hvad skete der med våbenhvilen? Hvad skal der ske med de resterende gidsler? Og er der overhovedet udsigt til fred?  Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Jotam Confino, B.T.s mellemøstkorrespondent Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke