
Regeringen har håndteret krisen med Trump-administrationen godt. Jeg kan ikke se, hvad regeringen ellers skulle have gjort.
Det skulle måske lige have været, at Mette Frederiksen havde holdt sine løfter til den første Trump-administration.
I december 2019 mødtes Mette Frederiksen med daværende præsident Donald Trump i Washington, hvor hun lovede, at Danmark ville investere i arktissikkerhed med nye kapaciteter som droner, satellitter og tidlig varsling for at forbedre forsvar og situationsforståelse i området.
Det skete bare ikke, og det gav Trump et påskud for at sige, at Danmark ikke tog opgaven med at forsvare Arktis alvorligt, og at det derfor var bedre, at USA overtog Grønland.
Men Trump havde nok alligevel fremført sine direkte og indirekte trusler. Det er naivt at forestille sig andet.
Jeg kan ikke diagnosticere Trump, men et eller andet er der galt.
Han har tydelige narcissistiske træk. Han bringer altid sig selv i fokus, og han er skamløs.
Et eksempel på det, som jeg lagde mærke til, da jeg scrollede rundt på YouTube i weekenden, var da de nykårede vindere af Stanley Cup-trofæet (red. amerikansk ishockeymesterskab), Florida Panthers, var i Det Hvide Hus for at blive hyldet for et par uger siden.
På et tidspunkt i sin tale til holdet, som står bagved Donald Trump, siger han:
»Jeg hader at stå her med al den her styrke bagved mig. Men jeg har også styrke – det hedder USAs militær.«
Sådan siger en usikker mand. Sådan siger en mand, som ikke kan tåle at hylde andre uden også at skulle fremhæve sig selv.
Demokrati forhindrer ikke, at selvoptagede og narcissistiske mennesker som Donald Trump kan blive valgt og få magt, men demokrati forhindrer, at de får ubegrænset magt.
Det er det amerikanske demokrati, som har forhindret, at Donald Trump kunne annektere Grønland med magt – ikke den danske regering.
En amerikansk annektering af Grønland med magt ville aldrig have fået opbakning i det amerikanske Senat. Det ville også have været politisk selvmord. Der er massiv modstand mod ideen om at overtage Grønland med magt – også blandt republikanske vælgere.
Alligevel buldrer både Moderaterne og Socialdemokratiet frem i meningsmålingerne lige nu – som om det er Mette Frederiksen og Løkke, som har reddet rigsfællesskabet.
Det er det ikke. De har håndteret situationen tilstrækkeligt, men selv hvis de ikke havde, så havde Grønland stadig været en del af rigsfællesskabet i dag.
Hvis Socialdemokratiet og Moderaterne skal have et godt valg, så håber jeg, at det bliver, fordi vælgerne synes, at SVM-regeringen har gjort det godt i Danmark: at de synes, at fjernelsen af store bededag var det rigtige; at der er kommet styr på bureaukratiet; at udlændingepolitikken nu sidder lige i skabet; at de har formået at få sænket fødevarepriserne; og at genoprustningen af forsvaret kører på skinner.
Synes du det?
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

