Kære lytter og læser,

Khaterah Parwani er debattør og hun ikke er fan af mig. Det er vist mildt sagt. Hun mener at jeg er både højreradikal og ekstremist, fordi jeg har argumenteret for remigration af kriminelle udlændinge, udlændinge som ligger samfundet til last og flygtninge, når der er fred i deres hjemlande.

Men fredag deltog hun i Borgerlig Tabloid. Det blev lidt ophidset og jeg fandt aldrig ud af, hvad hendes løsning på de massive problemer, som indvandring fra MENAPT-lande har afstedkommet i Europa og Danmark.

Jeg håber alligevel du vil lytte med.

Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

B.T. mener: Intet alternativ til remigration

Den yderste venstrefløj er dygtige til at udskamme alle, som går ind for remigration af udlændinge, som ligger vores samfund til last. Men de har ikke selv nogen løsninger på de massive problemer.

Fredag gæstede debattøren Khaterah Parwani B.T.s debat-podcast, Borgerlig Tabloid. Anledningen var en række opslag på Facebook, Parwani havde lavet om, hvor ekstrem og højreradikal B.T. og undertegnede er i hendes optik.

Jeg har nemlig på lederplads og i den offentlige debat, herunder på Dansk Folkepartis landsmøde, hvor jeg var inviteret som gæstetaler, gjort klart, at jeg går ind for remigration af udlændinge med MENAPT-baggrund, som på den ene eller anden måde ligger vores samfund til last.

Mit udgangspunkt er det helt simple, at en stats første og vigtigste opgave er at beskytte dets borgere fra andre, som vil gøre vold på borgernes frihed. Det kan være individer, grupper eller andre fjendtlige stater.

Man skal bevidst ignorere virkeligheden, hvis man ikke vil erkende, at indvandring fra MENAPT-lande netop har gjort danskernes frihed mindre.

Et par eksempler på det er, at indvandringen fra MENAPT-lande over de sidste årtier har kostet danskerne mange hundreder af milliarder kroner. Primært fordi at folk med MENAPT-baggrund er langt mindre i beskæftigelse og trækker mere på det offentlige forbrug, end de betaler i skat.

Danskerne skal altså betale mere i skat, end hvis vi ikke havde haft indvandring fra MENAPT, og skat er per definition et indgreb i den enkeltes frihed - selvom skat selvfølgelig er en nødvendighed.

Indvandringen fra MENAPT-lande koster hvert år cirka det samme som registreringsafgiften og topskatten indbringer staten.

Så er der kriminaliteten - 51 procent af alle mandlige indvandrere fra MENAPT-lande født i 1987 er dømt efter straffeloven.

Efterkommere fra MENAPT-lande er 3,5 gange så kriminelle som danskere og overrepræsentationen er størst i de mest alvorlige katagorier af kriminalitet som voldtægt, mord og mordforsøg.

Helt friske tal fra Justitsministeriet viser, at 16 procent af alle unge med MENAPT-baggrund i aldersgruppen 20-24 år har fået en dom i perioden 2021 til 2025. For syrere, libanesere (primært palæstinensere) og somaliere er det godt hver femte af de 20-24 årige som har fået en dom.

Så er der alle de indgreb i danskernes frihed, som også er en konsekvens af indvandring fra MENAPT-lande. Den øgede terrortrussel, politikere og kunstere, som må leve under politibeskyttelse, koranloven, indskrænkning af friskolernes frihed for at komme undervisning i antidemokratiske holdninger på muslimske friskoler til livs.

Jeg kunne blive ved med at opliste eksempler.

Der selvfølgelig også modkulturen og parallelsamfundene.

Mellemøstlige normer og værdier som breder sig i vores samfund. Man vil have bederum på vores uddannelsesinstitutioner og kønsopdelt svømning i svømmehallerne.

Der er en bred erkendelse i befolkningen og på Christiansborg af, at indvandringen fra MENAPT-lande har været alt for voldsom, fordi konsekvenserne har været alt for store.

Det logiske svar er derfor at vende udviklingen om ved i det mindste at inddrage opholdstilladelserne for dem, som ikke er statsborgere her i landet, og som ligger samfundet til last. Enten fordi de kriminelle, lever af skatteborgernes penge, flygtninge som stadig opholder sig i Danmark, selvom der for længst er fred i deres hjemlande og udlændinge, som giver udtryk for rabiate holdninger, som er i direkte modstrid med de værdier, som vi har bygget vores samfund på.

Det er ikke et rabiat synspunkt. Det er sund fornuft og udtryk for omsorg og kærlighed til det land og den kultur, vi nulevende danskere har fået af generationerne før os, og som vi skal give videre til kommende generationer.

Debattører som Khaterah Parwani kan udskamme alt det, de har lyst til. De kan kalde mig og andre, som mener det samme, højreradikal og ekstremist alt det, de har lyst.

Men når man spørger dem, hvordan de vil løse de massive problemer, så bliver der altid helt stille.

De har ingen svar ud over de sædvanlige tomme floskler som bedre integration - de kan så ikke pege på et eneste land i Europa, hvor den strategi har løst problemerne.