Sundhedsstyrelsens storindkøb af to millioner jodtabletter er ved at udvikle sig til en speget skandale, som stykke for stykke bliver afdækket i en artikelserie i B.T.
Først var der mørklægningen af begrundelsen for, at Danmark overhovedet skulle indkøbe de mange tabletter.
Det havde intet, INTET overhovedet, at gøre med krigen i Ukraine, måtte man forstå på kommunikationen, men alene en foranstaltning i tilfælde af uheld på atomkraftværker i Tyskland eller Frankrig.
Interne dokumenter afslørede, hvad der var logik for burhøns – det store indkøb af jodtabletter havde i høj grad at gøre med krigen i Ukraine og frygten for anvendelse af atomvåben.
Alligevel må man have besluttet, at det var bedre at behandle befolkningen som børn.
I et interview med B.T. indrømmer Sundhedsstyrelsens chefkonsulent i Enhed for Strålebeskyttelse, at man godt kunne have været »mere tydelig« i kommunikationen, men fortsætter i samme sætning med ren spin-volapyk:
»Ukraine bliver brugt som begrundelse, det er anledningen til, at vi indkøber jodtabletter, men det er ikke årsagen.«
Tak for den fine forklaring.
Indkøbet har ifølge Sundhedsstyrelsen været undervejs siden 2019, men B.T. har alligevel kunnet afsløret, at indkøbet ikke overholdt reglerne for offentlige udbud med begrundelse i en »undtagelsesbestemmelse« på grund af »tvingende grunde som følge af begivenheder, som ordregiveren ikke har kunnet forudse«.
Læg dertil, at man har bestilt piller med såkaldt delekærv, der gør det umuligt at dosere pillerne til spædbørn, selvom det faktisk er dem, der vil have mest behov for dem, hvis ulykken skulle ramme, OG at der, for at det ikke skal være løgn, ovenikøbet er købt piller med en forkortet holdbarhed.
Sundhedsstyrelsen har købt to millioner jodtabletter med en holdbarhed på kun to år. Stik mod den foreliggende anbefaling om at købe et parti med fem års holdbarhed.
Når man lægger det hele i forlængelse af hinanden, fremkommer en klar konklusion:
Der er ikke sat en eneste fod rigtigt i indkøbet af de mange jodtabletter.
»Man kan undre sig over, at så mange ting kan gå galt med et indkøb,« siger sundhedsordfører for De Konservative, Per Larsen. Man må give ham ret.
Det ville være lige til at grine af, hvis det ikke var så trist.
Under coronakrisen oplevede Sundhedsstyrelsen en voldsom indflydelse på resten af samfundet og en tid præget af hurtige beslutninger foretaget nærmest i undtagelsestilstand. Det er uhyre vigtigt, at denne praksis ikke forplanter sig til dårlig kultur og bliver den almindelige måde at operere på.
Det skandaløse indkøb af jodtabletterne giver desværre mistanke om, at det alligevel kan være tilfældet.