Konstitueringen er på plads i Aalborg, og den består udelukkende af mænd. Seks forskellige partier har fordelt rådmandsposterne imellem sig, og med borgmesteren ved bordenden bliver det en ægte mandeklub på syv medlemmer og nul kvinder.

Vi er en del, der havde håbet det anderledes, skulle jeg hilse at sige.

Det er måske for meget forlangt, at der skeles til kønsfordelingen, når posterne skal fordeles, og alle meler deres egen kage. Valgets konstituering har været vanskelig og sikkert nok givet grå hår hos borgmester Thomas Kastrup-Larsen, så han har sikkert ikke haft lyst til at smide endnu et benspænd ind i forhandlingerne. Fair nok. Men også ærgerligt. Ikke kun for kvinderne, men for hele Aalborg.

Den største kvindelige stemmesluger ved valget blev Venstres Maja Torp. Hun har faktisk fået flere personlige stemmer end fem ud af seks rådmænd, der de næste fire år skal forvalte magten i kommunen. Noget, hun selv finder helt urimeligt:

»Det synes jeg faktisk er yderst unfair. Hvis ikke tredje flest stemmer kan række til at være en del af et magistrat, så ved jeg altså ikke, hvad der skal til.«

Hun mener, at magistraten mangler at afspejle befolkningen.

»Det er et demokratisk problem. Vi har repræsentativt demokrati som styreform, og der er udelukkende mænd. Både som borgmester og rådmænd. Det synes jeg ikke passer til en moderne kommune, og det er ikke repræsentativt.«

Kvinder er ikke bedre end mænd. Men kvinder er lige så gode. Diversitet giver flere nuancer i diskussioner og med det følger mangfoldige løsninger og bedre beslutninger. Til gavn for alle.

Så hvorfor er det så endt med en ren mandeklub ved magtbordet? Var kvinderne simpelthen ikke gode nok? Eller blev de ikke kørt godt nok i stilling? Det er naturligvis også op til kvinderne selv, som skal gide stille op, ønske at blive valgt og være villige til at yde den indsats, som det også kræver.

I nogle partier må vi konstatere, at vi skal langt ned af listen med personlige stemmer for at finde det første kvindelige medlem. Hos Socialdemokratiet kommer Lisbeth Lauritsen eksempelvis først ind på en syvendeplads over flest personlige stemmer.

Og kigger vi ud over rådmandsposterne og kaster blikket på hele byrådet, finder vi også her en skæv fordeling. Med 20 ud af 31 pladser, er der omkring dobbelt så mange mænd som kvinder.

Uanset hvad forklaringen er, er det trist, at der ingen kvinder er med i de allerinderste cirkler, når vigtige beslutninger skal træffes de næste fire år. Det er ikke godt nok, Aalborg. Lad os gøre det bedre om fire år!