Nick Hækkerup har et forklaringsproblem.

Han, der længe har været en af regeringens mest tilgængelige og troværdige medlemmer, er sendt i byen for at forklare slette-gates seneste absurde kapitel.

Nick Hækkerup og Justitsministeriet bad politiet om at rekonstruere de sms'er, som statsministeren og hendes tre rådgivere havde slettet. Politiet afleverede resultatet af den rekonstruktion i en forseglet kuvert fredag 12. november – for seks dage siden.

Justitsministeriet fik politiets resultat i sidste uge og aftalte med Minkkommissionen, at de involverede – altså statsministeren og rådgiverne – skulle have lejlighed til at gennemgå materialet, inden det blev overgivet til de rette. Nemlig kommissionen.

På grund af kommunalvalg havde sms-ejerne – altså statsministeren og rådgiverne – ikke tid til at tjekke indholdet i kuverten. Men da den blev åbnet, viste det sig, at den var tom.

Politiet kunne ikke genskabe sms'erne.

Justitsministeriet og minister Hækkerup har altså i en lille uge siddet på oplysninger, der helt klart har offentlighedens interesse, uden at videregive dem.

Undervejs har ministeriet lavet krumspring for at undgå at fortælle sandheden på et ubelejligt tidspunkt for Mette Frederiksen og regeringen. Læs blot denne bureaukratiske information:

»I det omfang det måtte være lykkedes at genskabe sms-beskeder, vil det kræve en manuel gennemgang med henblik på at identificere, om der er genskabt materiale af relevans for kommissionens arbejde«.

Sætningen giver ikke mening, og B.T. forsøgte i flere dage at få en oversættelse fra Justitsministeriet. Forgæves. Den var også tænkt som et henholdende svar til offentligheden, indtil det var passende at offentliggøre den tomme konvolut.

Onsdag forklarede Nick Hækkerup, at der ingen sammenhæng var mellem den tomme konvolut, hvis indhold tilfældigvis først kunne offentliggøres efter kommunalvalget, og så selvsamme valg.

Men her må man spørge: Hvor dumme tror de egentlig, at vi er? Der findes få tilfældigheder i denne proces.

Det står nu klart, at Mette Frederiksen og hendes rådgiveres sms'er ikke kan genskabes. Regeringen har også denne gang været lang tid om at svare på helt simple spørgsmål. De trækker tiden ud, så det passer til deres fortælling.

Men det er her, de forregner sig. Danskerne gider ikke det skuespil.

De manglende sms'er er ikke nødvendigvis en fordel for statsministeren. Når Minkkommissionen kommer med sin redegørelse, og den eventuelt frikender hende, vil hun ikke 100 procent kunne vaske mistanken af sig. Det vil være muligt for en aggressiv opposition og andre at rejse spørgsmålet: Hvad nu hvis?

I mellemtiden kan Nick Hækkerup vende tilbage sit sædvanlige jeg, hvor han svarer åbent, redeligt og rettidigt.