Forsigtighedsprincippet i coronabekæmpelsen er tilbage.

Ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor den 'storkøbenhavnske epidemi' hærger, som sundhedsstyrelsens direktør kaldte det.

Regeringen og sundhedsstyrelsen varsler nu betydelige restriktioner for alle, men i særlig grad rettet mod unge mellem 15 og 25 år. Alle unge opfordres til at blive testet inden jul. Hele 200.000 unge skal inden for de kommende uger testes af blandt andet mobile teststationer.

Unges samvær med andre begrænses i både skoler og i forbindelse med fritidsaktiviteter. Der skal ikke være undervisning på tværs af klasser eller idræt i større grupper end 10.

For de unge mennesker bliver det en hård kur. Men også andre bliver ramt. Flere skal arbejde hjemme. Færre besøg i butikker samt ensretning i storcentre og større butikker.

De nye restriktioner vil ramme en coronatræt befolkning, der med god grund kan stille spørgsmålet: 'Hvad er endemålet?'

I begyndelsen af covid-19-bekæmpelsen i marts og april var den væsentligste opgave at forhindre et stormløb på sundhedsvæsenet. Frygten var, at der ville komme så mange med et behandlinsgbehov, at sygehusene ikke kunne følge med.

Der er vi ikke længere. Vi har aldrig været i nærheden af et pres på sundhedsvæsenet, der var faretruende. I øjebllikket er der 254 indlagte på de danske hospitaler, heraf er 24 i respirator. I hovedstadsområdet, som nu får de hårdeste stramninger, er der 115 indlagte, hvoraf 15 er i respirator. Enhver kan se, at sundhedsvæsenet i København og omegn sagtens kan klare det.

Som den ansvarlige for hospitalerne i København, Sophie Hæstorp (S), underspillet udtrykte det: 'Vi er ikke lagt ned'.

De unge, som er i centrum denne gang, bliver smittet og syge, men de kommer ikke på hospitalet – og de er slet ikke i risiko for at dø. Alle undersøgelser viser, at det er de ældre, der bliver hårdest angrebet, og det er også her, risikoen er størst for dødsfald. Gennemsnitsalderen for døde af covid-19 er 82 år, men risikoen for dødsfald er nedadgående.

De nye opfordringer til at begrænse samværet kan derfor sagtens tolkes som et forsøg på at skærme de ældre, hvad enten de bor på plejehjem eller i eget hjem. Men vi ved det ikke. Smitten er steget på plejehjemmene herhjemme, og sporene fra Sverige skræmmer i den grad. Sverige har langt flere døde end i Danmark, hvilket skyldes en mangelfuld handlingsplan i coronaens indledende fase i foråret, der især ramte de svenske ældre.

De mange ældre på plejehjemmene lever i dag med ret hårde besøgsregler. Flere steder må de ældre kun modtage besøg ef et familiemedlem og helst den samme hver gang. For de mange demente på plejehjemmene – og dem er der flest af – er det uforståelige regler, der nedsætter deres livsværdi i høj grad.

Der er behov for, at regeringen og ikke mindst sundhedsmyndighederne begynder at indregne livsværdien for de ældre og slipper den ensidige fokus på epidemien. Den skal naturligvis bekæmpes, men dør de ældre af noget andet på vejen?

Vi er holdt op med at stille spørgsmål til selve planen for at nedsætte smitten i befolkningen. Hvad er målet? Og vil vi betale den pris?

Svarene er op til den enkelte, men det ville være logisk at antage, at den ene halvdel af befolkningen mener, at begrænsningerne er for mange og unødvendige. For den anden halvdel er det rettidigt omhu, og folkesundheden kommer i forreste række.

For alle i befolkningen gælder dog, at vi er villige til at udvise samfundsansvar og derfor tager opfordringer fra Sundhedsstyrelsen alvorligt. Vi retter ind og følger de ufatteligt mange indviklede restriktioner – også dem, der blev præsenteret tirsdag.

Men hvorfor? Hvad er målet?