Coronakrisen har pillet en del af glæden for årets studenter.
Der er nemlig udsigt til at måtte undvære både afsluttende ceremonier i højloftede aulaer med hue-overrækkelse og forældretårer, fester i lyse sommernætter og kørsel i studentervogn.
Det er hård kost, men forsamlingsforbud og anbefalingen om at holde afstand er uforenelige med den traditionelle fejring.
Selv om det ikke drejer sig om liv og død, er det faktisk et alvorligt tab for studenterne. For mange er det minder, der står tilbage resten af livet, for det er en kæmpe forløsning af afslutte sin første uddannelse efter folkeskolen og en glædesrus at dele det på traditionel vis med sine kammerater. Derfor er der grund til at have ondt af dem.
Om end i mindre grad er det også et tab for alle os andre.
Det er en skøn tradition at have de hujende studenter kørende rundt i gaderne i deres åbne vogne med balloner, bøgegrene og skøre bannere på siden. Hvor vil vi dog komme til at savne det.
B.T. har talt med flere af de kommende dimittender, der naturligt nok udtrykker deres skuffelse. De taler om en misset mulighed, som man ikke 'bare' kan udsætte.
»Jeg føler bare, at jeg må gå glip af det, og så er det bare sådan, det er. Jeg føler heller ikke, jeg kan gå tilbage og få det, jeg skulle have haft. Det ville overhovedet ikke være det samme. Man går med huen i 14 dage. Så det ville være mærkeligt at tage den på lang tid efter og holde studentergilde,« som en af dem udtrykker det.
»Det er én gang, man får mulighed for at prøve det. For mig har det været en form for motivation til at holde mig selv i gang, at jeg hele tiden har haft det her at se frem til,« siger en anden.
Den newzealandske forfatter Alan Duff skrev i 1990 romanen 'Once Were Warriors', der i 1994 blev til en middelgod film af samme navn. Her skildres livet i et fattigt maori-miljø med alkohol og bander. Her er det kutyme at lade sig udsmykke over hele kroppen med traditionelle tatoveringer – også i hele ansigtet. Men da en af de yngre hovedpersoner bliver spurgt, om også han vil fylde sit ansigt med tatoveringer, svarer han: »Jeg bærer mine på indersiden.«
Sådan er det heldigvis også med studenterhuen.
Selv om det er en fryd at gå med den på gaden med vennerne i ugerne efter eksamen, så bærer man den på indersiden af hovedet resten af livet. Her er den stadigvæk et fantastisk grundlag for en lys fremtid, der rækker langt ud over fester og køreturen i studentervognen.
Det er nok en ringe trøst for de kommende studenter, der bare gerne vil ud og give den gas.
Men så kan de glæde sig til at blive midaldrende og vise, at de kan citere fra gamle, middelgode film.
