Kan man værdisætte et menneskeliv?

Kan udgifterne til medicin og hospitalsophold blive så store, at det ikke kan betale sig?

Spørgsmålet har været oppe at vende nogle gange under coronakrisen, hvor der blev åbnet for alle kasser. Det er et brutalt spørgsmål, som de fleste ikke ønsker at blive konfronteret med.

Mandag 30. marts gik statsminister Mette Frederiksen ind i Spejlsalen og gav endnu et pressemøde. Denne gang kunne hun annoncere begyndelsen af genåbningen.

Her måtte hun svare på den kritik, der var begyndt at rejse sig. Flere sundhedsøkonomer begyndte at rejse tvivl om, hvorvidt udgifterne stod mål med resultaterne. En sundhedsøkonom er en statistikperson, som ikke behøver at tage hensyn til vælgere eller pårørende.

Men det skal en statsminister.

»...mit svar er, at det regnestykke, nogle efterspørger, er alt for simpelt. Den situation, vi står i, er langt mere kompliceret end at sætte pris på et enkelt menneskeliv,« sagde hun.

Under genåbningen blev møderne flyttet til Marienborg. Og på et efterhånden legendarisk pressemøde blev hun spurgt, om prisen på et menneskeliv alligevel nu blev for højt?

»Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne opstille det regnestykke. Jeg kommer ikke til at gøre det på noget tidspunkt.«

Klar melding fra en statsminister i kontrol.

Udtalelserne hænger stadig i luften, og for nogle danskere må de klinge hjerteskærende hult.

B.T. har fulgt en række børn og unge, der er ramt af SMA, en muskelsvindsygdom, der langsomt nedbryder deres krop. De mister langsomt evnerne til at styre deres muskler og dermed evnen til at begå sig.

Der findes et lægemiddel, der kan hjælpe nogle af dem. Spinraza hedder det, men på et møde for nylig besluttede Medicinrådet endnu en gang, at den behandling ikke skal tilbydes børn over seks år. På trods af, at det lægefaglige råd under Medicinrådet vedkender, at der er en positiv effekt for nogle børn. Rådet besluttede alligevel, at behandlingernes resultater ikke står mål med udgifterne.

Det kan lyde kynisk at koble denne afgørelse sammen med håndteringen af coronavirus. Men det er nærliggende for de desperate familier, som du kan møde på bt.dk. Her stiller Benjamin Meng Nørregaard spørgsmålet: »Vil I forklare mig, hvorfor jeg ikke må få medicin på en måde, så jeg forstår det som en 10-årig?«

Formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen svarer: »Vi skal have en bedre dokumentation for, hvem medicinen hjælper, før vi kan anbefale den til flere. Det skal vi, fordi de penge, medicinen koster, kommer fra et andet sted i sundhedsvæsenet.«

Der findes altså en cost-benefit-model for menneskeliv, og der findes et råd, der tager stilling til den slags. Nogle vil have gavn af medicinen, andre ikke, men mens vi venter på dokumentationen, bliver børnene svagere og svagere.

Familierne er desperate. Enkelte af dem overvejer at flytte til Tyskland, for Danmark er sammen med Letland de to eneste lande i Europa, der helt afviser medicinen til børn over seks år. Måske kan familierne få hjælp i et andet EU-land.

Kære statsminister, der sættes altså pris på menneskeliv, og du skylder børnefamilierne at sætte dig ind i deres situation. Det regnestykke, som du ikke vil opstille i forbindelse med corona, bliver opstillet for danske børnefamilier. Regnestykket falder katastrofalt ud for dem.

Kære Mette, det kan du gøre bedre. Ikke, at det er dit personlige ansvar, men du er den statsminister, der har brugt milliarder på at redde mennesker fra en dødelig virus – uden at skele til omkostningerne.

Børnene med SMA har svært ved at forstå, hvorfor deres liv er mindre værd.

Hjælp dem.