I et år med corona som altoverskyggende politiske dagsorden har der været masser af slås om. Men er politikerne klar til at sige farvel til corona-magten, når vi forhåbentlig er surfet ud på Heunickes grønne kurve?
I forbindelse med genåbningen er der forskellige politiske argumenter for både tilbageholdende og aggressive åbningsscenarier, ligesom der er forskellige politiske opfattelser af, hvad der skal åbne først og hvorfor, hvem der skal have hvor meget i hjælpepakker, og hvem der skal gå hjemme med fuld løn.
Fred være med det. Uenigheder om den slags er naturlige.
Det samme gælder i forhold til indgrebene i vores frihedsrettigheder, som heldigvis har været omfattet af solnedgangsklausuler, som hindrer staten i at forelske sig så voldsomt i den nyerhvervede magt, at den for alvor gror fast.
Nu står vi imidlertid på tærsklen til at have alle ældre og syge vaccineret, og derfor må det være naturligt også at dæmpe frygten for en tredje bølge, som jo af samme årsag vil være langt mindre ødelæggende.
Da frygten for corona blev plantet i os alle, var det med baggrund i billeder af lig i gaderne og kollaps af kapaciteten på italienske sygehuse.
Vi skulle lukke ned for at undgå, at noget lignende sket i Danmark. Det har de fleste vist forståelse for.
Sundhedsminister Magnus Heunickes grønne og røde kurver står endnu klart i erindringen – målet var ikke at hindre smitte for enhver pris, men at strække den så meget ud, at hospitalsvæsenet ikke væltede, fordi for mange blev smittet på samme tid.
Siden udviklede det sig til en form for nultolerance over for coronarelaterede dødsfald, og det er mange måneder siden, at det var antallet af respiratorer, der var været sigtelinjen i strategien for 'dansen med corona'.
Der er ingen tvivl om, at corona er en grim virus, og at covid-19 er en hæslig sygdom, som er langt bedre at undgå end at rane til sig. Men det er lige så sikkert, at der også er andre både menneskelige og økonomiske konsekvenser ved et nedlukket samfund over lange stræk.
Desværre er corona ved at udvikle sig til politikernes svar på eventyrenes magiske genstande, og som vi ved fra 'Ringenes herre', kan det være uhyre vanskeligt for Frodo at kaste herskerringen ned i Dommedagsbjergets lavahav, selvom han godt ved, at den er usund.
At corona er blevet en opportun politisk mulighed for stræbsomme politikere er åbenbart. Danskerne er i vidt omfang rykket sammen under Mette Frederiksens beskyttende vinger og accepterer i overraskende grad både regler og indgreb i frihed og rettigheder.
Der er stemmer og medvind i at lukke hurtigere ned, end hvad der viser sig at være nødvendigt, men tilsyneladende ikke tilsvarende i at løsne hurtigere op, end der viser sig at være plads til.
Kun sådan kan man tolke den manglende iver for at åbne mere op og få flere børn mere og hurtigere i skole, end det var planlagt – nu hvor det viser sig, at der er langt færre indlagte på nuværende tidspunkt, end det var frygtet med den »kalkulerede risiko«, genåbningen ifølge statsministeren medførte.
Socialdemokratiets Sophie Hæstorp Andersen, der angler efter overborgmesterposten i landets hovedstad, har ovenikøbet tænkt coronafrygten ind på den lange bane og drømmer om i fremtiden at markedsføre København som coronasikker by og drive turister væk fra Nyhavn og Den Lille Havfrue og ud på Vestegnen i stedet.
Corona er blevet et kraftfuldt redskab i den politiske kamp om vælgernes gunst, men det vil være ubærligt, hvis det fortsætter længere end absolut nødvendigt i forhold til risikoen ved epidemien.
Der nager en ubehagelig mistanke om, at corona og frygten for sygdommen har udviklet sig til også at være et kynisk politisk redskab. Gør den venligst til skamme.
