Er der nogen, der forstår, hvorfor man må holde en erhvervskonference med 1.000 deltagere, men ikke må sidde i den samme hal og se håndbold?

Er der nogen, der kan forklare, hvorfor vi må være 15.900 tilskuere til den første EM kamp i Parken, men kun 11.000 tilskuere til FCKs hjemmekampe.

Nej vel?

Genåbningen rummer hver gang en stribe logiske brister, som får de involverede til at rive sig i håret. Desværre er det mere end ulogiske beslutninger, for mange involverede er det snarere et spørgsmål om økonomisk liv og død. Derfor skal vi interessere os for det.

Hvad er planen, og hvad ligger bag?

Her har de danske myndigheder fejlet. Der er for lidt åbenhed og transparens om de fremlagte planer og deres underliggende antagelser. Det er vigtigt, så de involverede parter kan forstå beslutningerne og indrette sig efter dem. Eksempelvis er den nuværende vaccinationsplan af alle voksne sat til at være færdig 8. august.

Det undrer flere analytikere i finansverdenen, der skal vurdere vores økonomiske potentiale. Her er det afgørende, hvornår vort samfund åbner helt. Vores nuværende deadline afhænger af, at vi inddrager flere vacciner, der endnu ikke er godkendt, eller hvor der slet ikke eksisterer en leveringsaftale. Der har ikke været stor åbenhed om denne oplysning, som Berlingske har gravet frem.

Det er vigtigt med åbenhed, for vi er i gang med at vende tilbage til normalen og skal samtidig forberede os på den næste store epidemi. Det kræver forberedelse og planlægning og ikke mindst: åbenhed.

Norge og Finland har klaret sig betydeligt bedre end Danmark. Både hvad angår dødstallet, som er langt lavere end her, og på den økonomiske front er de to lande også bedre end Danmark og Sverige. De to lande har i særlig grad været åbne om alle deres beslutninger og er allerede i gang med at forberede sig til det næste store uforudsete 'angreb'.

Norge har netop offentliggjort en meget stor undersøgelse om håndteringen. Rapporten er på 458 omfattende sider og inddrager alle grupper og forhold, der blev berørt. Der er konstateringer og ikke mindst konklusioner, hvoraf en af dem er, at Norge havde en for svag strategi, da coronaen endelig ramte i 2020.

Den norske kommission var sat i verden for at sikre, at en kommende strategi bliver velfungerende og forbereder landet på det uforudsete.

Husk på, at Danmark klarer sig dårligere i sammenligning med Norge. Derfor er det på sin plads, at vi herhjemme kommer i gang med at forberede os som nordmændene.

Giv os en grundig undersøgelse og en decideret strategi. Giv os god besked og lad være med at gemme alle antagelser i små fodnoter.

Der kommer altid en ny runde, og der skal vi være klar.