Skal der altid gå ged i det, når det offentlige indfører nye it-systemer? Det virker sådan.

I denne uge har vi i B.T. beskrevet, hvordan borgernes gæld til Aarhus Kommune vokser og vokser. I alt skylder borgerne kommunen mere end 400 millioner kroner, men 75 procent af gælden kan kommunen ikke selv inddrive.

Gælden skal nemlig inddrives af Gældsstyrelsen, og det er her, problemet opstår. Deres 'nye' inddrivelsessystem virker ikke, som det skal. Okay, fair nok. Der kan være fejl, når man indfører et nyt system.

Systemet er dog slet ikke nyt. Det har faktisk været i gang siden 2015 uden nogensinde at virke optimalt.

På rådhuset i Aarhus kan man blot se til, at borgernes gæld til kommunen vokser.

Det er en offentlig it-tragedie, og det er desværre blot endnu et system, der ikke virker.

For få uger siden kunne B.T. fortælle, at op mod 20.000 danske, lovlydige jægere ville gå glip af bukkejagten, der gik ind 16. maj i år. Igen var årsagen et offentligt it-system, der ikke kunne det, som det var lavet til. I dette tilfælde at håndtere våbentilladelser.

I frisk ihukommelse er også de nye ejendomsvurderinger, som måtte udskydes, på grund af et fejlfyldt it-system. Listen er meget længere, men lad os bare nøjes med disse tre eksempler.

Vi kalder os selv verdensmestre i digitalisering, og man kan efterhånden ikke færdes i det offentlige Danmark uden en app. Det er vejen frem, uden tvivl, men måske skal man en gang imellem stoppe op og spørge sig selv, om udviklingen går hurtigere, end vi kan følge med.

Måske skal man i verdens mest digitaliserede samfund trække vejret ind og få lavet nogle it-projekter, der rent faktisk virker, når de bliver sat i søen. Borgere, kommuner, staten og alle andre, der er brugere af de offentlige it-systemer, bliver taget som gidsler, når vi bliver påduttet noget, der ikke fungerer.

Så kan det godt være, vi på et tidspunkt må overlade førstepladsen til nogle andre, men det går nok, hvis vi til gengæld har verdens bedste digitaliserede samfund.

Indtil videre kan Aarhus Kommune blot se passivt til, mens Gældsstyrelsens inddrivelsessystem kommer op at køre. Frustrationen må være enorm inde i Arne Jacobsens rådhus på Frederiks Allé, for der er rigeligt, man kunne bruge 300 millioner kroner til.