Forleden kunne man læse, at det stort anlagte lovforslag om regulering af techvirksomheder bag platforme som Facebook og YouTube blev trukket tilbage.
Erhvervsminister Simon Kollerup måtte brødebetynget meddele Erhvervsudvalget, at man måtte skrotte det forslag, der havde til formål at regulere sociale medier.
Officielt lød forklaringen, at det er ny EU-lovgivning, der står i vejen, men var det i virkeligheden ren symbolpolitik uden mulighed for nogensinde at blive til noget?
Det mener flere kritikere som for eksempel Jacob Mchangama, der er direktør i den juridiske tænketank Justitia.
Det lykkedes regeringen at lave en klar markering af, at man er kritisk overfor techgiganterne, men uden besværet med at udmønte det i en virkelighed, der gjorde en forskel.
Der er desværre tale om en tendens.
Hvem husker ikke sundhedsminister Magnus Heunickes store opgør med alkohol og tobak – som alle på forhånd vidste ikke kunne blive til noget i den kluntede form, det blev fremlagt. Mediet Frihedsbrevet har oven i købet afsløret, at ministeren var oplyst om umuligheden på forhånd.
Lige meget, meldingen blev givet. Skidt med, om det reelt blev til noget. Videre.
Man har på fornemmelsen, at regeringen leder os som guldfisk, der jo er berømte for deres korte hukommelse. Analysen synes at være, at vi efter en omgang i bowlen er klar til at modtage en ny ‘melding’, vi kan glemme på den næste runde.
At vi husker de klare udmeldinger, og at det så måske fortaber sig, om det nogensinde blev til reel politik.
Mesteren i disciplinen er naturligvis statsminister Mette Frederiksen selv. Hun gik til valg som ‘børnenes statsminister’, men har vel ikke gennemført noget som helst, som kan siges at have forbedret børns liv.
Det mindre frie gymnasievalg, der er på tegnebrættet, er faktisk et eksempel på det stik modsatte.
Under coronakrisen rejste statsministeren hu hej vilde dyr til Israel og lancerede ideen om en vaccinefabrik på dansk jord.
Den blev aldrig til noget, og alle planer i den retning er fordampet helt og aldeles, men under coronakrisen fik det hende til at fremstå som handlekraftig og idérig.
Det store slagnummer i statsministerens nytårstale få måneder tilbage var et opgør med regeltyranni i ældreforsorgen.
Siden har vi nærmest intet hørt om emnet, og i forhandlingslokalet har social- og ældreminister Astrid Krag meget svært ved at lande noget, der minder om en aftale.
Det vigtigste synes dermiod at være ‘skarpe meldinger’ og så en forhåbning om, at hverken befolkning eller medier formår at få fulgt op på, om de mange meldinger bliver til reelle forbedringer i vores samfund og liv.
Hos medierne må vi kigge indad, fordi vi ofte er for dårlige til at gøre tendensen tydelig.
I virkeligheden er guldfiskenes udskammede hukommelse dog lidt af en myte. De har faktisk væsentligt bedre kognitive evner, end de ofte får kredit for.
Det ville klæde Mette Frederiksen og resten af regeringen at indse, at det samme gælder for den danske befolkning.
