De seneste dage har de fleste medier – herunder B.T. – fortalt historien om 20-årige Aya Abo Daher og 25-årige Faeza Ibrahim Satouf.
Begge kvinder er flygtet med deres familier til Danmark og har fået midlertidig opholdstilladelse. Begge er tæt på at færdiggøre deres uddannelser på henholdsvis Nyborg Gymnasium og Sygeplejeskolen.
Begge har netop fået afslag på, at deres ophold her kan forlænges. De skal rejse hjem til Syrien – nærmere bestemt Damaskus med udgangen af april.
Historierne er enkle, og det er naturligt at fatte sympati for de to unge kvinder, der har lært dansk på rekordtid og straks kastet sig over en uddannelse. Når man bliver præsenteret for deres stærke beretninger, virker afslagene urimelige, hvilket blandt andet har fået SF, De Radikale og Enhedslisten til at protestere – sammen med en række danskere.
Alligevel er det nødvendigt at fastholde, at opholdstilladelsen, som de unge kvinder og deres familier fik, da de kom til Danmark, netop blev givet, fordi de var flygtninge. Det ligger nærmest i ordet, at flygtninge er i Danmark på lånt tid. De skal vende hjem til deres land igen, når det er sikkert for dem.
Flygtningenævnet afgjorde i februar, at tre herboende syrere ikke længere kan være på ophold, de skal vende hjem. Det er ikke sikkert, at de tre afgørelser handler om Aya og Faeza (og en unavngiven mand), for nævnets afgørelser er anonymiserede.
Flygtningenævnets flertal besluttede at sige nej på baggrund af en afgørelse i Udlændingestyrelsen i december 2019. Her vedtog styrelsen, at det igen var sikkert at vende tilbage til Damaskus-regionen. Det er denne afgørelse, der har fået Flygtningenævnet til nu at sige nej til at forlænge opholdet for flere syriske familier. Det er samtidig vurderingen af Damaskus som et sikkert område, der er grundlag for den voldsomme kritik. Udlændingestyrelsen baserer sin vurdering på European Asylum Report Office fra 2018, hvorimod Amnesty i dag betegner området som farligt.
Flere syriske familier – over 100 – er dog allerede vendt hjem til Damaskus på den frivillige repatrieringsordning. Her får familierne kontant støtte med fra den danske stat, men det er langtfra alle, der ønsker at rejse frivilligt. Aya og Faeza bliver ikke de eneste, der vil protestere. Forude venter formentlig en stribe sager, da flere end 5.000 flygtninge fra Syrien fik midlertidig opholdstilladelse i perioden 2014–2016.
Aya Daher og Faeza Satouf behøver ikke rejse hjem med det samme, for Danmark har ikke en udvekslingsaftale med Syrien, men de skal opholde sig i et udrejsecenter.
Det virker logisk, at flygtninge må vende hjem på et tidspunkt – også selvom de hellere vil bo her i landet. Vi beskytter flygtninge mod forfølgelse. Vi giver dem ophold og sikkerhed. Vi hjælper dem med uddannelse, men når det ikke længere er nødvendigt med vores beskyttelse, skal flygtninge rejse hjem og hjælpe med at opbygge deres eget land. Vi kan ikke hjælpe nye flygtninge fra et hærget land, hvis tidligere flygtninge kan blive.
Derimod virker det ikke logisk, at både Aya og Faeza nu skal tilbringe deres unge liv i et center, hvor vi ved, at opholdet bliver langt, og hvor muligheden for uddannelse er lille.
Lad os stå fast på logikken: Flygtninge skal rejse hjem, når det er muligt, men de må uddanne sig, mens de er her.