Der er ikke mange meter fra statsministerens kontor til Spejlsalen. Det tager mindre end et minut for den siddende statsminister at gå ind i den imponerende sal for at møde pressen. Alle statsministre har brugt Spejlsalen som det væsentligste presselokale. Poul Schlüter gik af her ved et historisk møde, Fogh indførte faste ugentlige møder, Lars Løkke droppede dem.

Den siddende statsminister, Mette Frederiksen, har gjort Spejlsalen til sit kommandorum.

Det er herfra, hun har talt til nationen ved direkte tv-transmissioner oftere end nogen tidligere statsminister. Altid med en række myndigheder ved sin side – ikke altid de samme – men altid uniformer.

Som en dygtig general har hun ikke rystet på hånden.

Statsministeren sidder godt og grundigt på alle beslutninger om coronaens indflydelse på det danske samfund. Hun har magten og tøver ikke med at bruge den.

Hun lukkede hele samfundet ned uden at blinke. Resolut og velovervejet, virkede det.

Hun åbner samfundet igen i et noget andet tempo. Det er knap så resolut.

Onsdag den 11. marts tog statsministeren den første gåtur fra det store hjørnekontor til Spejlsalens kommandorum. Statsministeren havde alle relevante myndigheder med på rad og række. Hun gav os det første chok og gys med en kraftfuld tale.

Begge dele var nødvendige, for ellers havde vi ikke kollektivt klappet hælene sammen og opført os som ansvarlige med samfundssind.

Statsministeren henviste flere gange i sin tale til myndighederne og sagde direkte, at det var »myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned ...«.

Ved siden af hende stod Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, med dybe rynker i panden. Han var lige blevet kørt over af statsministeren, der behændigt og velovervejet netop ikke sagde sundhedsmyndighederne – men blot myndighederne.

På dette tidspunkt – den 11. marts – var det nemlig hans, Søren Brostrøms, ansvar at beslutte, hvad man kunne tvangslukke. Han havde ifølge Jyllands-Posten IKKE anbefalet tvangslukninger i det omfang, som statsministeren nu gennemførte.

Statsministeren er også rådgivet af Den Nationale Operative Stab (NOST), der kunne være den myndighed, statsministeren refererede til, men foreløbig har hun ikke oplyst, hvilken ‘myndighed’ hun henviste til den onsdag i marts.

Dagen efter var magten – med alle Folketingets partiers tilslutning – overført fra Søren Brostrøms styrelse til regeringen via en helt ny epidemilov. Statsminister Mette Frederiksen havde fra den 12. marts den totale magt i et omfang, ingen statsminister har oplevet siden krigens tid.

Siden har hun ikke set sig tilbage.

Hun har vundet opbakning og anerkendelse hos den brede del af befolkningen for sin resolutte håndtering af truslen. ‘Mette passer på os’ er et udtryk, der ofte kommer op. De fleste støtter regeringen og Mette Frederiksens kurs – også flertallet af B.T.s læsere.

Der er stadig en stor frygt for, at corona skal sprede sig, selv om den stort set er væk i flere dele af landet.

Mette Frederiksen fortsætter med at udnytte sin fulde magt ved at gøre åbningen af landet unødig langsom.

De to forrige planer for genåbning har begge efterfølgende vist sig at være meget forsigtige. Som regel fordi oplysningerne har været mangelfulde, når partierne skulle forhandle. Første gang blev afstandskravet ændret fra to til en meter, blot to dage efter forhandlingerne sluttede. Denne gang kom den nye oplysning bare 12 timer efter fase 3-forhandlingerne: Smittetrykket, som alle styrer efter, er faldet igen.

Forhandlerne fra oppositionen fremstod atter som statister. De ønskede åbne grænser her og nu og havde et flertal uden om regeringen. De fik en hensigtserklæring, blev klædt af og indså, at magten er overdraget helt og aldeles til Mette.

For statsministeren skal åbningen foregå velovervejet. Vi skal gøre det klogt, som hun ofte siger, og det betyder langsomt. Tankegangen bag må være, ‘at et liv tabt til corona er et liv for meget’. Det er nobelt og lyder rigtigt. Det er desværre umuligt at kæmpe for alle liv; nogle vil dø, og prisen for at kæmpe for alle med coronavirus er ved at blive urimeligt høj.

Men Statsministeren ønsker ikke at anerkende, at der kan sættes pris på et menneskeliv.

»Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan man skulle kunne gøre det,« sagde hun fra pressemødet på Marienborg.

Den 23. maj er der 561 døde på grund af corona, og det er naturligvis en kæmpe tragedie for alle pårørende. Men det er ikke nyt eller unaturligt at sætte pris på et menneskeliv i det danske sundhedsvæsen.

Det sker hver dag.

Coronavirus er undtagelsen, hvor der ikke er en vurdering mellem omkostninger og effekt.

Det er derfor helt relevant at diskutere, om den voldsomme tvangsnedlukning af Danmark var en overreaktion. Var statsministeren for resolut? Fik statsministeren for mange beføjelser, uden at det blev belyst til bunds?

Foreløbig har hun magten til at lukke og åbne samfundet, som det passer hende frem til november – først der skal loven revideres.

Et flertal uden om regeringen har angivet, at de ønsker en uvildig undersøgelse af hele forløbet. Fem eksperter med forskellige kompetencer skal med baggrund i alle interne dokumenter fra regeringen udrede forløbet. Det er også usædvanligt, for reglen er, at regeringer undersøger sig selv.

Vi må forlange, at flertallet denne gang står fast, for det er det eneste rigtige at gøre. Vi skal lære af denne helt særlige situation, der satte demokratiet ud af kraft, indskrænkede vores frihedsrettigheder og pantsatte landet for de kommende generationer.

Har Mette for meget magt, og har Mette handlet for resolut?