B.T. mener: Fattigdomsdebatten er altså skør



Fattigdomsdebatten er blevet en lige så fast bestanddel af julen som klejner.
Hvert år op til jul fyldes medierne af historier om folk, som søger julehjælp, og år efter år sætter antallet af ansøgninger rekord. Det er underforstået, at det er et tegn på, at der bliver flere fattige i Danmark.
Det er nok mere et udtryk for, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Når man deler gratis penge, legetøj, mad og slik ud, så skal man nok komme af med det.
Lad mig slå fast, at der findes mennesker i Danmark, som lever kummerlige liv. Mennesker som af den ene eller anden grund ikke kan administrere deres liv, og derfor ender i misbrug eller anden elendighed. Der findes børn, som vokser op i familier, hvor forældrene ikke prioriterer dem.
Der findes social armod, men det skyldes ikke mangel på penge, og det kan ikke løses med flere penge.
Hvis flere penge var svaret, så havde vi ingen sociale problemer i Danmark.
Vi har de højeste sociale ydelser i hele verden, også når man korrigerer for købekraft. Når man dertil lægger det offentlige forbrug, altså skatteyderfinansieret sundhed, uddannelse og børnepasning så bliver al tale om, at man er fattig i materiel forstand meningsløs.
Definitionen af fattigdom er i sig selv lidt skør.
Man defineres som fattig, hvis man i et år har en indkomst på under 50 procent af medianindkomsten. Det vil sige, at har man en indkomst efter skat vel at mærke på cirka 140.000 kroner om året, så er man fattig.
Har man 140.000 kroner om året til sig selv efter skat er livet ingen dans på roser rent økonomisk. Det betvivler jeg ikke. Det er en lav indkomst. Men fattigdom? Nej, det er i bedste fald manipulerende at benævne det som sådan.
Når virkeligheden samtidig er den, at knap 50 procent af dem, som sidste år blev defineret som fattige efter ovenstående definition er ude af gruppen i år og knap to tredjedele er ude af gruppen efter 3 år, så er der tale om, at nogle mennesker i Danmark midlertidigt har en lav indkomst.
Det som kaldes fattigdom er altså for de fleste en midlertidig tilstand. Det er godt. Men det gør det kun lidt mere absurd, at nogle mener, at vi har et stort problem med fattigdom i Danmark.
Det er et langt større problem, at hver femte i den arbejdsdygtige alder i dette land er på overførselsindkomst. Hver femte!
Vi burde i stedet tale om, hvor meget folk i arbejde betaler i skat for at forsørge de mange mennesker i den arbejdsdygtige alder, som ikke er i arbejde.
Igen, alle kan blive fyret og have behov for at komme på dagpenge, sygedagpenge etc. Det skal man ikke have det skidt med.
Men når hver femte i den arbejdsdygtige alder er på overførsel, så har vi et problem, som politikerne burde gøre noget ved.
Et kvalificeret slag på tasken, så går 86.000 kroner af det en arbejderfamilie med to børn betaler i skat og afgifter om året til at forsørge folk, som ikke arbejder.
For en funktionærfamilie med to børn er tallet 125.000 kroner om året. Når en sådan familie sætter sig ned og spiser aftensmad, så sidder der altså året rundt en usynlig femte person, som familien også forsørger.
De fleste af os har ikke noget mod at betale skat til mennesker i nød. Men de fleste af os vil nok ikke forsørge en fremmed året rundt, hvis vi havde et valg.
Helt ærligt: Det er sgu ikke rimeligt!
Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: