Farcen er komplet og total.

Med en pressemeddelelse fra rådmand Jette Skive opgav hun og Aarhus Kommune pludselig kampen mod TV 2 og den forbudte dokumentar om 90-årige demente Else.

Else har boet på Plejehjemmet Kongsgården, og hendes familie har i årevis klaget over forholdene. Uden at der skete nogen bedring.

I desperation inviterede familien TV 2 indenfor, og sammen hængte de en række skjulte kameraer op for at dokumentere, at forholdene for den demente beboer var uværdige og nedværdigende. Billederne har alle i Danmark efterhånden set, og der er ikke plads til nogen fortolkning.

Det er vanvittige forhold – fysisk tortur og en tone, der – måske – hører hjemme i en svinestald. Her ville Dyrenes Beskyttelse dog nok gribe ind.

Jette Skive, Dansk Folkepartis spydspids i Aarhus og rådmand for plejehjemmene, har nu i både byretten og landsretten bekæmpet tv-stationen og deres dokumentar. Begge steder har hun vundet med en logik, der hører et diktatur til.

Elses syv børn og hendes værge, barnebarnet Charlotte Ahm, har hele tiden ment, at billederne bør vises, selv om det er ydmygende optagelser. De mener fornuftigt nok, at behandlingen er endnu mere ydmygende. Men forvaltningen i Aarhus med rådmanden i spidsen har fastholdt, at det skal familien simpelthen ikke bestemme. Det skal kommunen nok, og de har belejligt nok fastholdt, at kommunen bestemmer mere over Elses liv, end hendes familie gør.

Rådmanden og forvaltningen har altså brugt deres krudt og millioner af skattekroner på at holde billederne væk fra offentligheden frem for at sikre forholdene i plejesektoren. Flere gange har rådmand Jette Skive udtalt, at hun gerne så billederne komme frem, men desværre var det efter hendes opfattelse ulovligt. Hun har været hjulpet af sin forvaltning og advokatfirmaet Horten, der har bildt hende ind, at sagen var vigtig og derfor ikke kan trækkes tilbage.

Det kan den så godt alligevel. Det skete med en pressemeddelelse tirsdag, og nu står vi så her.

Dokumentaren kan vises, hvornår ved vi ikke. Else er kommet videre og har fået bedre forhold på et nyt plejehjem. Familien har nu fået en slags oprejsning. Måske kan sagen give anledning til, at regering og kommuner gennemgår forholdene for demente over hele landet. For Dansk Folkeparti er det et gigantisk og selvpåført nederlag.

Rådmand Jette Skive har flere gange sagt, at der kun er tabere i denne sag. Der er dog nogen, der taber mere end andre.

Det vil være på sin plads, hvis der efterfølgende ryger en række hoveder. Først og fremmest de embedsmænd, der 'lokkede' rådmanden ud i en latterlig retssag mod TV 2 og deres dokumentar. Dernæst må advokatfirmaet Horten smides på porten. De har hele tiden afvist over for kommunen, at man kan stoppe den løbende sag. Selvfølgelig kan man stoppe den retssag, man selv har sat i gang.

Den store taber er rådmand Jette Skive og hendes parti. Hun har i denne sag været systemets store beskytter og ikke den ældre borgers beskytter. Som valgt af Dansk Folkeparti skulle man tro, at hun ville kæmpe for de ældre og de svage. Det har hun kun delvist gjort, for hun har først og fremmest været på embedsholdets side og fastholdt en unødvendig retssag for at dække over forholdene på sit område.

Dansk Folkeparti slås i øjeblikket med manglende opbakning i befolkningen. Partiet er blevet beskyldt for at være blevet et systemparti efter 25 år som protestparti, og denne sag modbeviser ikke ligefrem den påstand. Partiformand Kristian Thulesen Dahl har tidligere givet Jette Skive sin fulde opbakning, og dermed er han også involveret i sagen.

Den kan få alvorlige konsekvenser for det parti, der, siden Pia Kjærsgaard stiftede det, har kæmpet de ældres sag. Rådmanden har svigtet den kamp – og indirekte har Thulesen Dahl gjort sig til part i sagen.

Det kommer til at gøre ondt. Fuldt fortjent.

Rådmand Jette Skive erklærede ved det seneste valg, at hun ikke genopstiller, men hun bør trække sig allerede nu.

Tilliden er væk.