B.T. mener: Fald ikke for Løkkes spin
Ingen kan som Lars Løkke sælge ingenting som en kæmpe sejr, og alle køber tilsyneladende illusionen.

Ingen kan som Lars Løkke sælge ingenting som en kæmpe sejr, og alle køber tilsyneladende illusionen.


Lars Løkke udelukkede dagen efter valget at indgå i en centrum-venstre-regering, som ville være afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Men som ugerne er gået, har det i stigende grad stået klart, at Løkkes drøm om endnu en bred regering over midten – bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre – ikke er en mulighed.
Derfor forsøger Løkke nu at bilde vælgerne ind, at han allerede nu har fået en kæmpe indrømmelse af Mette Frederiksen, som kan retfærdiggøre, at han gør det modsatte af, hvad han sagde – men det er fup!
Det bliver lidt teknisk, men hæng i, for forstår man det, er det indlysende, at Lars Løkke er kejseren uden klæder, der forsøger at bilde os alle ind, at det ikke er tilfældet.
På Christiansborg er det sådan, at når et parti går i regering, indtræder det automatisk i alle de forlig, som de øvrige regeringspartier er en del af.
Det er meget smart, for det ville være meget upraktisk, hvis regeringspartier ikke er med i de samme forlig. Regeringspartier skal jo kunne forhandle samlet. De kan ikke være i opposition til hinanden.
Men når der bliver udskrevet valg, udtræder partierne automatisk af de forlig, som de kun er kommet med i via deres regeringsdeltagelse, hvis der vel at mærke ikke er blevet ændret i forligene undervejs i regeringsperioden, og det er tilfældet med velfærdsforliget, som regulerer danskernes pensionsalder.
Det er både smart og rimeligt, for et parti, der kun er indtrådt i et forlig, fordi det er gået i regering, skal selvfølgelig ikke have vetoret for tid og evighed over det forlig, som partiet aldrig har været med til at forhandle på plads.
Det ville ikke være rimeligt.
Derfor var det helt korrekt, da Mette Frederiksen i de igangværende regeringsforhandlinger sagde, at Moderaterne ikke længere er en del af forliget over dem alle – velfærdsforliget.
Moderaterne kom jo netop kun med i det forlig, fordi de gik i regering med Socialdemokratiet og Venstre, som begge var med til at forhandle velfærdsforliget i 2006. Og da der ikke er blevet ændret i det forlig under SVM-regeringen, er Moderaterne altså ude af forliget igen.
Det var Lars Løkke meget fortørnet over, men det er det rene skuespil. Det er det, fordi en ekstremt erfaren politiker som Lars Løkke naturligvis kan forligsjuraen på Christiansborg til fingerspidserne. Han vidste med andre ord godt, at Mette Frederiksen havde ret.
Men nu er Løkke glad igen, for onsdag kunne han meddele følgende:
»Jeg har fået et ubetinget tilsagn uden forbehold om, at Socialdemokratiet – når der er dannet en regering – vil byde Moderaterne velkommen i forligskredsen.«
Men det er jo ikke nogen sejr, for Moderaterne var jo alligevel blevet en del af velfærdsforliget igen, når de går i regering med Socialdemokratiet. Præcis som SF også bliver en del af forliget, når de går i regering med Socialdemokratiet.
Hvorfor er det her overhovedet vigtigt?
Det er det, fordi Lars Løkke skal finde på en forklaring, som kan retfærdiggøre, at han gør det modsatte af det, han sagde dagen efter valget – altså går ind i en regering, der har Enhedslisten som parlamentarisk grundlag og dermed bliver afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Det, Lars Løkke hænger sin hat på, er altså, at vælgerne køber, at han har fået en stor indrømmelse ved, at Mette Frederiksen har givet ham tilsagn om, at Moderaterne genindtræder i velfærdsforliget, når der bliver dannet en ny regering.
Lars Løkke forsøger at sælge Mette Frederiksens tilsagn som en sejr, som gør Løkke til en garant for økonomisk ansvarlighed i en kommende centrum-venstre-regering.
Men det er fup! Lars Løkke har intet fået, som han ikke helt automatisk ville få ved at gå i regering med Mette Frederiksen.
Det utrolige er, at så mange igen og igen falder for Lars Løkkes spin.
Herunder kan du lytte til seneste afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.