Det er, som det plejer at være.
I en valgkamp slås politikerne om at dele velfærdsgaver ud. Der er behov for flere penge og nye ordninger til de gamle, de syge, børnene – og listen er lang.
Det sker sjældent, at en politiker siger, at det er dit eget ansvar. Du skal løse det selv og gerne sammen med din familie. Der følger et ansvar med at være borger i verdens lykkeligste, næsthøjest beskattede og dejlige land, Danmark. Men vi er blevet fokuseret på vores rettigheder og mindre på vores egen pligt.
Valgkampen har ikke ansvarlighed som bærende tema. Der er ikke noget overordnet emne.
Lige nu har to personer taget fokus og med dem begge i centrum.
Lars Løkkes overraskende bog, 'Befrielsens øjeblik', løftede en kælderlem for et samarbejde med Socialdemokraterne, hvis omstændighederne pludselig tvinger en regering – rød eller blå – til at være afhængig af yderfløjene. Dette er den nøjagtige gengivelse af Løkkes tanker fra bogen.
Den antagelse hviler på, at Enhedslisten er et yderligtgående parti. Det er partiet ikke ifølge Mette Frederiksen, og derfor er den kælderlem smækket i. Men er den nu også det. For store dele af den danske befolkning kan sagtens se et fornuftigt regeringssamarbejde mellem de to tidligere fjender. Derfor dør det tema ikke med det samme. Ideen vil leve lige til valgdagen, og i den kommende tid vil vi høre om de mange ligheder mellem Venstre og Socialdemokraterne. Vores politiske diskussion vil blive en 'hvad nu hvis'-samtale.
Det anden person er Rasmus Paludan, der hver dag udfordrer ytringsfriheden, der er blevet et helligt symbol. Hver dag møder politimænd og kvinder ind til en bevogtningsopgave, der på blot 22 dage i april kostede os 35 millioner kroner. Ingen nægter Paludan at ytre sig, men det er klart for enhver, at det beredskab ikke kan fortsætte. Det bliver ikke Rasmus Paludan, der bringer en afslutning på det cirkus. Men der skal findes en afslutning på et tidspunkt. Paludans konsekvente og infantile udnyttelse af vores ret til at ytre sig kan i den sidste ende være med til at indskrænke ytringsfriheden. Han kan ikke fortsætte i al evighed med 60 politifolk og 10 PET-vagter omkring sig.
De to dominerende emner – SV-regeringen og Paludan – har ikke meget at gøre med den sunde almindelige vælger, der søndag er til konfirmation, fodbold eller på gåtur med familien.
Familien burde være et emne i valgkampen. Men det er kun Kristendemokraterne, der tør tale om det vigtigste i alle vælgeres liv: vores familie.
Familierne i Danmark er pressede, siger vi. Men her er en god nyhed. Antallet af vielser er på vej op, og antallet af skilsmisser er på vej ned. Danskerne tror altså i stigende grad på at stifte familie og på at holde sammen i en familie. Det er en fantastisk udvikling. Familien er afgørende for at have et godt og 'rigt' liv.
Mai Bjerre Eiby har stiftet Dagmarsminde og Søstersanatoriet, der begge er hjem for mennesker med demens. Hun stiftede dem i desperation over, at det offentlige leverer en for ringe kvalitet i behandlingen af demente. Hun peger på, at familierne gerne vil bidrage i behandlingen af et familiemedlem, der bliver ramt af demens. Familierne er en ressource, som sjældent bliver inddraget eller hørt. Men i en fremtidig velfærdspolitik bliver det nødvendigt at involvere familierne.
Fordi vi gerne vil hjælpe vores familie. Fordi vi føler et ansvar. Fordi behandling og pleje bliver bedre.
De danske politikere skal begynde at tale om familien som den afgørende søjle i vores liv, for i en familie er vi der for hinanden.
Familien skal være omdrejningspunktet i vores kommende velfærdssamfund. Vi kan ikke øge kvalitet eller løse behovet ved blot at hælde flere penge ned i den offentlige velfærdsmaskine, som lige nu er politikernes faste løsningsmodel.
Vores fremtid afhænger af vores familie.
