B.T. mener: EU bør få sit eget ICE
EU vurderer selv, at der opholder sig omkring fire millioner illegale migranter i EU. Der er brug for et europæisk ICE.

EU vurderer selv, at der opholder sig omkring fire millioner illegale migranter i EU. Der er brug for et europæisk ICE.


I torsdags brød grænsen mellem Marokko og Spanien sammen, da den spanske enklave Ceuta ud for Marokkos kyst blev overrendt af 70.000 helt overvejende unge nordafrikanske mænd.
Inden for få timer udbrød kaos og anarki.
Butikker blev plyndret.
De lokale turde ikke gå på gaden.
Og der er rapporteret om flere voldelige episoder!
Vi skal kalde det, der skete på Ceuta, for, hvad det er – en invasion.
Et land eller en union, der ikke kan håndhæve sine egne grænser, kan ikke på nogen meningsfuld måde påstå, at det er suverænt.
Suverænitet begynder ved grænsen.
EU vurderer selv, at der allerede er omkring fire millioner illegale migranter i EU. Andre organisationer vurderer, at tallet er langt højere.
Det vil sige, at populationen af illegale migranter i EU er større end befolkningen i mange EU-lande.
Når man tager i betragtning, at en million illegale migranter alene i Spanien har ansøgt om at få permanent opholdstilladelse, efter at Spaniens socialistiske regering har åbnet op for den mulighed, så er der noget, der tyder på, at EU undervurderer antallet af illegale migranter inden for unionen.
I 2015 brød EUs grænser fuldstændig sammen, og næsten to millioner illegale migranter væltede ind over grænsen.
Dengang lovede EU, at nu skulle der styr på grænserne. Men siden 2015 er hundredtusinder af illegale migranter hvert år ankommet til EU.
Der er endnu ikke styr på grænserne.
Man kan med god ret klandre Donald Trump for mange ting, men han er lykkedes med at få styr på USAs grænser og få smidt illegale migranter ud af USA.
Her kan vi altså godt lade os inspirere af USA.
EU bør få sit eget ICE – eller medlemslandene bør oprette deres egne.
Der er brug for, at landene opsporer og smider illegale migranter ud.
Det skal stå lysende klart for enhver, der kommer illegalt til Europa, at de ingen fremtid har på kontinentet.
Alternativet er nemlig, at europæernes fremtid bliver langt mere utryg og farlig.
Det vil også sende et signal til dem, der overvejer at komme illegalt ind i Europa, om, at det er fuldstændig perspektivløst at forsøge at komme til Europa.
Vi har brug for et ICE i Europa!
Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.