Man skulle jo egentlig tro, at vi var færdige med at juble over, hvor lækkert det er, at hverdagsliv, fællesskaber og kulturoplevelser har genfundet sig selv efter corona.
Det bliver lidt søgt efterhånden, at gå ned ad den vej.
Ikke desto mindre, så gik alting så meget op i en højere torsdag, da årets Tinderbox Festival åbnede for 50.000 musikglade gæster, kunstnere og frivillige, at det er og bliver en påmindelse.
En påmindelse om, hvor meget vi trods alt har at glæde os over.
For dem, der ikke badede i god musik og kolde fadøl på en sommervarm festivalplads, kunne for en gangs skyld samles om sankthansbålene uden at frygte for byger og blæst, som ellers så ofte før har drillet på årets længste dag.
Der var faktisk slet ingen problemer med at få gang i bålene rundt omkring, så snobrødene kunne bages og skumfiduserne ristes.
Tværtimod så blev det en midsommeraften, der fuldstændig kunne matche selv de mest romantiske ungdomsminder om de sidste aftentimer på årets længste dag med alt badet i et lyst og lykkeligt sommerlys.
Vi kunne sågar både synge og kramme, uden dårlig samvittighed eller frygt for, at det skulle falde nogen for brystet.
Lad os først og fremmest glæde os over, at det igen er en selvfølgelighed, at det er sådan, vi fejrer sommerens højtid, sommerens festivaler og i øvrigt også sommerens studenter.
Men mens vi glæder os, bør vi endnu engang minde os selv og hinanden om, at det ikke er noget, vi nogensinde må give afkald på.
Det er ikke noget, vi kan undvære.
Det er dyrebart, og det er noget, vi må gøre alt for at værne om.