Det kunne ikke ske på en mere hæslig baggrund, men søndagens historiske melding om Danmarks fulde tilslutning til internationale forsvarssamarbejder er ikke desto mindre godgørende.
1. juni skal danskerne stemme om det forsvarsforbehold, der blev en realitet efter chokafstemningen præcis 30 år og én dag før, da et flertal forkastede Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning 2. juni 1992.
Forsvarsforbeholdet, og de tre andre danske forbehold, blev dog stemt igennem året efter.
I de tre årtier siden da har EU gennemgået en kolossal forandring, men den danske position med de fire forbehold har underligt nok været låst fast. Men det er slut nu. Det er svært at forestille sig, at danskerne vil sige nej til tættere internationalt forsvarssamarbejde netop nu. Bedre sent end aldrig, kan man sige.
Der er allerede kritiske ryster, der mener, at der politisk spekuleres i danskernes frygt, og at man nu ser en mulighed for at komme af med forsvarsforbeholdet, selvom vi sagtens kunne undslå os.
Men det tjener Danmark bedst at være indenfor. Vi er det eneste land i EU, der står uden for forsvarssamarbejdet og dermed indflydelse på EUs sikkerhedspolitik. Med Danmarks nuværende forbehold kan vi nok slippe for at finansiere fælles militære operationer, men det er et uværdigt frihjul at køre videre på.
Et andet skævt frihjul, der nu rettes op, er vores engagement i NATO.
Godt nok har Danmark bidraget fornuftigt i adskillige militære operationer i alliancen, men økonomisk har vi ikke bidraget, som man kunne forvente.
Det har naturligvis været rarere at kunne bruge milliarderne på velfærd i Danmark frem for krudt og kugler, men krigen i Ukraine er et bevis på, at vi er nødt til at tage sikkerhedspolitik mere alvorligt, end vi troede.
Selv det NATO-fjendtlige parti Enhedslisten har med Pernille Skipper lidt grinagtigt sagt, at det ikke giver mening at melde Danmark ud af NATO »i nuværende situation«. Nej, tak skæbne, for det ville skrive Danmark direkte op på Putins indkøbsliste.
Mette Frederiksen bekendtgjorde søndag, at det danske bidrag til NATO skulle op på de omstridte to procent af BNP.
Mens et land som Tyskland resolut tog samme beslutning med det vons, skal det danske bidrag imidlertid trappes op over mere end ti år til det ønskede niveau.
Ingen må tilsyneladende mærke noget. Det må ikke gøre ondt på nogen eller forsinke mål for velfærd og grøn omstilling.
Det går i det lys for langsomt, for situationen er alvorlig, men nu går det i det mindste – endelig! – i den rigtige retning.
