Koranloven er en skamplet på SVM-regeringen. Præcis som Danmark er forsvarsløse rent militært, så er vi også forsvarsløse rent åndeligt. Det er koranloven et udtryk for. Det skal vi gøre noget ved.

Torsdag vandt kunstneren, Firoozeh Bazrafkan, Fonsmark-prisen som Berlingske hvert år uddeler til en person, som har bidraget til den borgerlige idédebat.

Det var den helt rigtige vinder!

Koranloven var et udtryk for, at regeringen ofrede frihed for tryghed. Men som den amerikanske statsmand og medforfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring, Benjamin Franklin, sagde, så fortjener den som ofrer basal frihed for tryghed hverken frihed eller tryghed.

Koranloven var et indgreb i ytringsfriheden. Koranen fik med loven en uhørt særstatus i det danske demokrati.

Det værste er næsten, at ytringsfriheden havde sejret, da loven blev indført. Den havde sejret i den forstand, at imens de første koranafbrændinger blev mødt med vold og optøjer, så blev de sidste afbrændinger ignoreret.

Der skete altså noget med adfærden hos det lille mindretal af muslimer i Danmark, som mente, at det var helt acceptabelt at bruge vold, fordi man følte sig fornærmet. De holdt op med at bruge vold og ignorerede i stedet Rasmus Paludan i stor stil.

Firoozeh Bazrafkan brændte ikke koranen af. I stedet rev hun den i stykker på et rivejern foran den iranske ambassade. Det gjorde hun i protest over, at koranen giver det teologiske belæg for undertrykkelsen af blandt andet kvinder i hendes fødeland, Iran.

Den slags happenings skal man naturligvis kunne udføre i Danmark. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at koranen skal nyde en særstatus, vi ikke engang tildeler vores grundlov.

Koranloven er udtryk for en svaghed og en eftergivenhed over for fjenderne af vores frihed.

Koranloven er udtryk for en åndelig forsvarsløshed.

Her må vi også genopruste.

Første skridt er en afskaffelse af koranloven.

Vi vil hverken ligge under for Putin eller islamismen.

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

Firozeehs sejr: En fuckfinger til koranloven

Hun kæmper mod koranloven - for vores alle sammens ytringsfrihed. Og lige netop derfor blev hun i går udråbt som den sjette vinder af Berlingskes årlige pris, Fonsmark-prisen. Hun tog endda sejren lige for næsen af flere politikere, der har stemt for koranloven. I dagens afsnit spørger vi, hvilket signal det sender, og hvorfor hendes kamp er så vigtig. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Firoozeh Bazrafkan, dansk-iransk kunstner og vinder af Fonsmark-prisen 2025 Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke