Et politisk flertal i Københavns Kommune, der også er Danmarks største arbejdsplads, vil sikre den kønsmæssige ligestilling i fordelingen af barnets første sygedag.

Hvor mange dage fædre og mødre tager, skal monitoreres med henblik på at sikre, at der højst er ti procent forskel på antallet af passe-dage mellem kønnene.

Godt nok forsøger man at løse et problem, man ikke rigtig har. For både 2019 og 2020 viser tallene nemlig, at der ikke er mere end ti procent forskel på antallet af dage, som mænd og kvinder tager, selvom der dog findes områder, hvor forskellen er en anelse større. I Økonomiforvaltningen var forskellen således 4,46 procent højere end måltallet på de ti procent, kan Berlingske rapportere.

Man skulle mene, at den beslutning ellers hviler trygt i hænderne på den enkelte børnefamilie. Det er direkte formynderisk at ville blande sig i det.

Ingen fornuftige mennesker kan være imod ligestilling mellem kønnene. Selvfølgelig skal mænd og kvinder have lige muligheder på arbejdsmarkedet.

Og selvom beslutninger om for eksempel barsel også ligger bedst i den enkelte familie, kan det være værd at holde sig for øje, at kvinders andel af barsel viser sig at kunne slå igennem på livsindtægt og karrieremuligheder.

Den slags er naturligvis ikke på spil, når det gælder barnets første sygedag på en efterårsonsdag, hvor den lille hoster, og man derhjemme forsøger at finde ud af, hvordan man bedst muligt får det hele til at gå op.

Det er svimlende at forestille sig et system, der på fornuftig vis tager højde for fordelingen af dagene i samboende kernefamilier foruden skilsmissefamilier med forskellige deleordninger, aleneforældre – og hvordan mennesker ellers indretter sig.

Fordelingen af, hvem der tager barnets første sygedag, er ikke en opgave for kommunen – eller for nogen anden arbejdsgiver.

Det er således også ret vagt formuleret, hvordan kommunen overhovedet kan påvirke kønsfordelingen i forhold til barnets første sygedag ud over med »kommunikation« og »dialog«.

Ligestilling er vigtigt og et eftertragtelsesværdigt mål, men det må ikke blive et pillearbejde i småtingsafdelingen, der begrænser familiers frihed til at indrette sig, som det giver bedst mening.

Ellers bliver det næste vel, at der skal foretages sirlig journalføring over, hvem der tømmer opvaskeren, hænger lamper op over spisebordet eller sidder bag rattet, når familien kører ned gennem Tyskland i sommerferien.

Skal vi ikke sige, at det kan familierne godt selv finde ud af?