Gummibåden, der lige akkurat kan holde sig flydende, er fyldt til randen af flygtninge.

Desperate kvinder, mænd og børn forsøger at krydse Middelhavet for at sejle til det forjættede Europa, men de er alle i overhængende livsfare.

Billederne er bragt til danske tv-seere af TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt og hans fotograf. Det har han gjort utallige gange fra en konfliktzone, hvor han optager billeder af menneskelige lidelser.

Denne gang mødte han også dilemmaet: 'Skulle han hjælpe i stedet for at rapportere'. Skulle han i det hele taget vise billeder af mennesker i nød.

Debatten er rejst på de sociale medier, og politikeren Karen Melchior fra De Radikale er ikke i tvivl.

'Hvorfor skal Rasmus rende verden rundt efter krig, kugler og død' skriver Karen Melchior og 'Og jeg vil mene, at man godt kan formidle personligt, uden at mediet sender den samme krigsreporter verden rundt i årevis'.

Det er ikke hvemsomhelst, der skriver dette. Karen Melchior er medlem af Europa-Parlamentet, og det er forbløffende, at en radikal politiker er så ligeglad med at blive konfronteret med virkeligheden. Her skal Tantholdt holde sig væk, og TV 2 skal finde ud af at vise den virkelighed på en anden måde. Hvordan det lader sig gøre, kommer Melchior ikke med noget bud på.

Det er en virkelighedsfjern og risikabel løsning, som Karen Melchior udtrykker. Men den er ikke ny. De senere år er der i stigende grad pres på medier og deres journalister for ikke at vise, hvor alvorlig og blodig virkeligheden kan se ud. Det er afgørende for vort demokrati, at vi har en præcis beskrivelse og gengivelse af situationen i eksempelvis Mellemøsten.

Her er billeder og tv uforligneligt. Du kan som seer ikke lade som ingenting. Dine sanser bliver påvirket. Du bliver tvunget til at tage stilling. Det er, når det bedst, som at være der selv. Det er derfor, vi har journalister som Tantholdt, og han er en af de dygtigste. Han bringer altid seerne helt tæt på, det kan være ubehageligt, men det er netop pointen.

Det er billeder fra virkelighedens slagmark, ofte blodige og ubehagelige, der tvinger politikere til at handle. Billeder kan forandre historiens gang. Ikke altid, men billeder er altid afgørende for opfattelsen af en konflikt. I øjeblikket vælter der billeder ind over os fra store demonstrationer i Hviderusland. Vi kender nu landet, og politikere i Danmark og EU bryder lige nu deres hjerne med, hvordan de skal forholde sig til situationen.

For en måned siden døde George Floyd, han blev kvalt af en politimand, mens hans kolleger så til. De billeder har fået Black Lives Matter-bevægelsen på de flestes læber. Kampen mod racisme er blevet noget for alle på grund af de billeder. Der er talrige andre eksempler fra historiebogen, hvor journalister fra frontlinjen har bragt virkeligheden ind i folks stuer og efterfølgende skabt en forandring.

Der er dog en tendens i tiden til, at vi helst ikke skal se for alvorlige og blodige billeder. De forstyrrer husfreden. Men, kære Karen Melchior, du skal se billederne, du skal se den livsfarlige tur over Middelhavet, for du er folkevalgt og har valgt at være en del af løsningen.

Flygtningene i gummibåden døde ikke. De blev reddet af kystvagten og er nu i en flygtningelejr.

Det er i virkeligheden den reelle historie, som parlamentsmedlemmer burde diskutere – ikke om journalister bør være tæt på virkeligheden.