Simon Aggesen var manden i front, da Konservative tabte borgmesterposten i Frederiksberg Kommune efter at have siddet på den i 112 år.
Selvfølgelig bærer han ansvaret for nederlaget, selvom han nok har ret i, at noget af forklaringen også skal findes i de mange unge tilflyttere, som statistisk set stemmer længere til venstre end kommunens øvrige vælgere.
For det første lykkedes det aldrig for Aggesen at lægge den meget omdiskuterede boligsag ordentligt ned.
I sin borgmestertid scorede han på kort tid 11 millioner kroner på en boligfinte, de fleste kun kan drømme om.
Og selvom hverken kommune, Erhvervsstyrelsen eller selveste Ombudsmanden fandt noget som helst galt med Aggesens lukrative manøvre, satte den sig måske alligevel hos vælgerne.
Sagen spøgte, helt frem til det sidste kryds var sat i stemmeboksene, og det var Aggesens egen skyld.
Hans uvilje til at forklare sig over for pressen og alle dem, der måske syntes, at det var lige lovligt smart gjort af en borgmester, tjente ham næppe ret godt.
Specielt ikke, når man som Aggesen har slået sig op på at ville bekæmpe kortsigtet boligspekulation. Uanset om alle regler formelt set var overholdt, og Aggesen ikke havde gjort noget ulovligt.
Konservative fik generelt et fantastisk kommunalvalg på ryggen af partiets landspolitiske momentum. Både Aggesen og De Konservative gik da også frem ved valget på Frederiksberg, men måske mindre, end hvis boligsagen var blevet håndteret mere åbent.
På Frederiksberg er det næppe det store problem at gøre en god handel, men det ser skidt ud, hvis man ikke rigtig vil stå ved det.
For det andet havde Aggesen ikke gjort sit politiske benarbejde godt nok. En ægte kommunalpolitisk ræv ved, at det kan være fornuftigt med flere udgange, men Aggesen havde forsømt at i god tid at lægge en strategi for kurtiseringen af De Radikale, der havde orienteret sig mod den rød-grønne fløj.
De radikales nye viceborgmester på Frederiksberg, Lone Loklindt, har over for Berlingske bekræftet, at hun natten til onsdag modtog et tilbud fra Aggesen, men at »det var et tilbud, der kom vældig, vældig sent«.
Efter konstitueringen har Aggesen langet ud efter det nye bystyre fra sin profil på Facebook:
»De sidste par dage har der været forhandlet om konstituering, men uden os. Det nye borgmesterparti valgte at give poster til samtlige partier før os,« lyder det klagende.
»Så vi fik det, der var tilbage. Det er en mærkelig måde at behandle over 40 procent af vælgerne på,« fortsætter han.
Formelt set har Simon Aggesen en fornuftig pointe i, at man som sejrherre bør tænke på den trods alt store del af borgerne på Frederiksberg, der stemte på De Konservative.
Omvendt er det svært at klandre en modstander, der er gået til valg på forandring, for at sætte sig på de tungeste udvalg. Det er trods alt dér, man driver en forandring igennem.
Det er ikke den onde presse, ikke de politiske vendekåber, ikke Frederiksbergs nye styre, der har kostet Aggesen og De Konservative magten og indflydelsen. Den står for egen regning, og klynk er næppe en holdbar strategi for en eventuel tilbageerobring af borgmesterkontoret.
