»Jeg vågner ved, at jeg bliver holdt nede. Der er nogen, der holder mig for øjnene, og så er der nogen, der holder mine ben og mine arme, og så er der en, der stikker en finger op bag i mig.«
Sådan lyder en af de rystende beskrivelser i TV 2s dokumentar 'Herlufsholms hemmeligheder', der har givet et indblik i en grufuld og barsk side af den elitære kostskole Herlufsholm.
Dokumentaren havde premiere torsdag, og siden er den blevet heftigt diskuteret. De fleste, der har set den, kan blive enige om, at det er forfærdelige ting, der fortælles fra livet på skolen i Næstved.
En skole, der gennem mange århundreder har tiltrukket den absolutte elite. Med et miljø, hvor børn og unge igennem årtier er blevet ydmyget, mobbet og udsat for både vold og seksuelle krænkelser.
Alligevel har flere haft behov for at stille sig frem og forsvare den skole, hvor de selv har gået, eller hvor de nu har børn, der går.
»Vi ser ingen usund kultur på Herlufsholm. Vi fornægter ikke, at der har fundet mobning, krænkelser og vold sted på skolen. Men vi må insistere på, at dette er enkeltstående tilfælde og ikke resultat af en kultur. I hvert fald ikke en kultur på Herlufsholm,« skrev en »bred kreds« af forældre til børn på Herlufsholm i en pressemeddelelse søndag.
En gruppe på mere end 100 tidligere elever på skolen har også skrevet en støtteerklæring, hvor de tager afstand fra vold og krænkelser, men hvor de også kritiserer dokumentaren for at være ensidig.
Berlingske har undersøgt, om dokumentaren nu også er så ensidig, som den beskyldes for at være. I artiklen kan man læse, at TV 2 har talt med 50 personer, og over halvdelen af dem genkender den voldsomme kultur eller har konkrete beretninger.
Det er således ikke kun få personer, der får lov at tegne billedet af kulturen på kostskolen.
Men selv hvis det var færre, så er det mærkværdigt at have så travlt med at få nuanceret de forfærdelige historier ved at fortælle en masse gode.
Når ældre elever mere eller mere mindre systematisk gennembanker de yngre elever, så er det privilegieblindt at have et udtalt behov for offentligt at fortælle, hvor dejligt et sted Herlufsholm også kan være.
Når en 8. klasse-pige voldtages, og skolen vælger at holde det internt, så skriger det til himlen. Og så er det tonedøvt at insistere på nuancer, fordi de nuancer flytter fokus fra de problemer, vi er nødt til at tale om.
De, der trives bedst, er de stærkeste, og de er gode til at råbe højest. Men for nu ville det klæde Herlufsholm-supporterne at vente en ombæring med alle de fine fortællinger.
Det handler nemlig ikke om de nuancer, som skolen og dens støtter – naturligvis – gerne vil have frem. Det handler om ofrene.
Af respekt for de mennesker er det ikke tiden at fortælle om solsiden af livet på Herlufsholm.
Det er tid til refleksion og forandring.
