Midt i Odense – på den bedste placering – ligger et fint gammelt hotel: First Grand Hotel. Byens største og fineste.

I slutningen af juli gik de norske ejere konkurs.

De ejede også Hotel Kong Frederik i det centrale København, et hotel i Aalborg og en række hoteller i udlandet.

Hotelkæden blev offer for coronaen og den særlige regel, som er indført i forbindelse med genåbningen af landet. Turister fra lande, der gerne må besøge Danmark – det er blandt andet Norge og Tyskland – er hjerteligt velkomne. De skal dog bestille et hotelophold på minimum seks dage.

Hvis du vil til Danmark, skal du altså betale en hotelregning på seks dage, uanset du vil være her kortere tid.

Det er en ødelæggende regel, og den er, for at sige det mildt, tåbelig.

De fleste hotelturister besøger København, og de overnatter i gennemsnit 2,2 døgn. Alle kan regne ud, at så kommer de bare ikke. Turister tager jo ikke til Danmark for at besøge os i to dage for så at få en regning på seks. Hotelovernatninger i København er da også raslet ned med 80 procent, og hele branchen holder vejret for, hvor den næste konkurs kommer.

Dansk Industri har beregnet, at branchen vinker farvel til 3,5 milliarder kroner. Dansk Industri er en interesseorganisation, der selvfølgelig skal gøre opmærksom på deres medlemmers problemer, men beløbet er så voldsomt, at det ikke kan negligeres som et partsindlæg.

Derfor indgår denne særlige turistregel også i de forhandlinger, der kuldsejlede onsdag aften. Flere partier ønsker seksdagesreglen afskaffet. Foreløbig ved ingen, hvornår forhandlingerne bliver genoptaget, og det virker ikke, som om regeringen har særligt travlt.

Det er en fejltagelse.

Det haster med at lempe en regel, der ikke giver mening, og som er så ødelæggende for en hel branche. I forvejen er de turister, der har lov til at komme her, fra lande, der er nøje udvalgt, fordi de grundlæggende har styr på virus.

Der kommer aldrig en 100 procents garanti for, at smitten ikke kommer med turister. Vi må leve med de forholdsregler, der allerede virker.

Regeringen kunne passende lytte til deres egen partifælle i København, socialdemokratisk overborgmester Frank Jensen, der onsdag skrev på Twitter, at seksdagesreglen må væk. Inden flere hoteller bukker under.

Grand Hotel i Odense gik konkurs, men bliver nu videreført af nye ejere. Det er godt for Odense, men branchen kan ikke klare problemerne alene, så kom til forhandlingsbordet.

Luk den regel ned – før den gør mere skade.