DFs slingrekurs i forhold til Ukraine er uforståelig. Det er den både strategisk og ideologisk.
Jeg har altid haft stor sympati for DF.
Da jeg sad i Folketinget for LA, så ærgrede det mig grænseløst, at ledelsen i henholdsvis DF og mit eget parti LA brugte krudt på at bekrige hinanden i stedet for at samarbejde.
Det kunne have været så godt, fordi der var faktisk en stor fællesmængde.
Men sådan gik det ikke. I stedet blev det til en totalt destruktiv konflikt, som stadig har konsekvenser for dansk politik i dag:
Det er virkelig godt, at de nuværende ledere af de to partier, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt, har en meget bedre og mere tillidsfuld relation.
Så når jeg nu giver DF et velfortjent gok i nødden, så kommer det fra en position, hvor jeg ønsker DF det godt, og jeg derfor oprigtigt håber, at de skifter position.
Jeg forstår simpelthen ikke DFs kurs i forhold til Ukraine.
På den ene side har DF stemt for samtlige hjælpepakker til Ukraine. På den anden side er partiets medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, ude og sætte spørgsmålstegn ved, om støtten skal fortsætte.
Anders Vistisens første argument er, at lande som Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien slet ikke giver nok til Ukraine, og det har han så evigt ret i.
Deres bidrag til Ukraine er en skændsel.
Det er jo bare ikke et godt argument for, at Danmark går i samme retning. Danmarks støtte gør faktisk rent faktisk en positiv forskel for ukrainerne på slagmarken.
Det burde være argument nok i sig selv.
Men Danmarks støtte til Ukraine handler også om os selv og vores selvopfattelse som folk.
Den selvopfattelse var i mange årtier præget af et mindreværd. Et mindreværd, som kunne spores helt tilbage til Danmarks nederlag ved Dybbøl i 1864.
Vores kujonagtige optræden under anden verdenskrig, hvor danske politikere opgav Danmarks suverænitet og frihed stort set uden kamp for derefter at samarbejde med nazisterne. Derefter fodnotepolitikken, hvor Danmark kun akkurat bakkede op om USA og NATO og kun ville deltage i fredsbevarende missioner og ikke kæmpe side om side med dem, som vi forventede, kom og kæmpede for os.
Den selvopfattelse var DF med til at ændre fra 2001 og frem.
Vi stod side om side med USA i Irak og Afghanistan.
Vi gik fra at være en nation, som dukkede nakken til en nation, som stillede op mod denne verdens bøller og onde kræfter.
Og selvom man i bagklogskabens klare lys må konstatere, at særligt Irak-krigen var en fejl, så ændrer det ikke på, at vi beviste, at vi havde modet og viljen til at kæmpe.
Det har ændret vores selvopfattelse.
Det er grund nok til at støtte Ukraine i deres frihedskamp mod en af verdens store bøller, Vladimir Putin.
Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien svigter.
Men det gør vi danskere ikke. Det bør være og er en kilde til stolthed hos danskerne.
Opbakningen til Ukraine er massiv i befolkningen.
Det andet argument er, at det er urealistisk, at Ukraine vinder krigen mod Rusland. Altså at Ukraine formår at smide Rusland ud af Ukraine.
Det tyder alt lige nu på også er rigtigt, desværre.
Derfor er det spild af penge, at Danmark bliver ved med at poste penge i Ukraine, lyder rationalet.
Det kan sagtens være, at krigen ender med en fred-for-land-aftale mellem Ukraine og Rusland.
Men vi skal gøre vores til, at Ukraine står i den bedst mulige situation, hvis det bliver aktuelt.
Under alle omstændigheder, så skal vi som nation kunne se os selv i spejlet og sige, at det ikke var vores manglende opbakning, som tvang Ukraine til en fredsaftale mod deres ønske.
Derudover, så er der også det helt pragmatiske aspekt, at hvis man anerkender, at Putin udgør en trussel mod Vesten og dermed Danmark, så lad os da endelig give Ukraine de bedste forudsætninger for at gøre så stor skade på Ruslands militære kapaciteter, som det er muligt.
Vi kan lige nu gøre det uden, at det koster danske soldaters liv. Den mulighed skal vi da gribe.
Når man dertil lægger, at dansk økonomi er så stærk, at vi både kan støtte Ukraine og bruge penge på DF-mærkesager som mere velfærd og højere ældrecheck, så er der kun god grund til, at I bakker op og ændrer retorik i forhold til Ukraine.
Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:
Podcast