Når man i disse dage bevæger sig rundt på gader og stræder, er det iøjnefaldende, hvor mange mennesker der er begyndt at bruge ansigtsmasker fast.
Ikke blot når de skal med offentlig transport eller ind i butikker, men slet og ret konstant, når de er ude.
På cyklen, gående på fortovet, unge såvel som ældre. Naturligvis ikke alle, men alligevel en del.
Den praksis, der indtil lidt over et år siden var forbeholdt besøgende asiatiske turister, er med andre ord så småt ved at vinde indpas i vores hverdag.
En del af forklaringen kan være, at det er besværligt at af- og påmontere masken uafladeligt, men nogle føler muligvis også, at det er det sikreste og tryggeste at beholde den på.
Det er indgående blevet diskuteret, hvorvidt brugen af ansigtsmasker overhovedet er noget, der batter. I begyndelsen afviste sundhedsmyndighederne maskernes effekt, mens de i dag i visse situationer indgår i anbefalingerne.
Man kan acceptere ansigtsmasker som en særlig foranstaltning, der skal medvirke til at mindske udbredelsen af virus i en tilspidset situation, men vi bør ikke acceptere krav om brug af ansigtsmasker som en blivende del af vores hverdag.
De fleste kender nok til at smile til et andet menneske, måske endda et barn, man passerer på gaden. Hvad ser barnet nu? Et udtryksløst ansigt, der stirrer.
Vi har 97 forskellige muskler i ansigtet, der kan mobiliseres i tusindvis af forskellige ansigtsudtryk.
Vi har brug for at stå ansigt til ansigt med hinanden, og det er derfor, at det afstedkommer så ivrig debat, når vi diskuterer tørklæder og niqab i offentlig transport, i supermarkedets kasse og i børnenes institutioner.
I USA er det blevet besluttet, at vaccinerede personer nu kan smide masken.
I Danmark har vi smitten under kontrol, og de mest udsatte er også ved at have fået de beskyttende vacciner. Snart er hele befolkningen med.
I Sundhedsstyrelsens anbefalinger for vaccinerede personer anføres det, at krav om mundbind i det offentlige rum »bør gælde for hele befolkningen og opretholdes over en længere periode, indtil tilstrækkeligt mange, særligt i risikogrupperne, er vaccinerede. Herefter kan der foretages en gradvis lempelse.«
Alligevel virker især regeringen fodslæbende, når det gælder spørgsmålet om afskaffelse af maskekravet.
I et interview med B.T. afviser Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, at give danskerne en garanti for, hvornår vi kan lade maskerne falde.
»Der er dybest set mange ting, som vi ikke ved. Min fantasi rækker ikke lige til, hvad det kan være, men der er meget få ting i tilværelsen, som man kan garantere,« siger han.
Det har altid været svært at spå – især om fremtiden, som man siger – og det er da også rigtigt, at hverken en socialdemokratisk ordfører eller andre kan give garantier for, hvordan verden ser ud i fremtiden. Alt kan ske.
Men hvis det er »fantasi«, der skal være argumentet mod en garanti, kan ingen garanti jo nogensinde gives om noget.
Med Langhoffs logik bør vi vel derfor ikke blot iklæde os mundbind men også nu og i al fremtid både redningsvest, hjelm og tandbeskytter, for hvem kan vide, hvilke farer der lurer om hjørnet? Alt kan ske.
Selvfølgelig kan man fastlægge klare regler for, hvornår vi kan smide mundbind og masker på glemslens bål. Det kunne for eksempel være, når smittetrykket når et bestemt niveau, eller når en bestemt andel af befolkningen er vaccineret.
Dagen for det kollektive ansigtsmaskefald bliver en festdag.
Kriterierne for, hvornår vi kan afholde den, har vi krav på at kende.
