LGBT+ bevægelsen blev en af Donald Trumps stærkeste kort i valgkampen. Det er ikke nogen overdrivelse, at den stik mod intentionen var med til at sikre ham sejren. Det burde kalde på selvindsigt, men den er udeblevet.

Sjældent har en bevægelse overspillet sin hånd så meget som LGBT+ bevægelsen. Alene navnet får i dag de fleste mennesker til at trække lidt på smilebåndet.

Det kan man godt forstå, fordi dét som startede som en bevægelse, som løste nogle konkrete problemer for homoseksuelle, har udviklet sig til en venstreakademisk bevægelse, hvor det har handlet om at afvikle de biologiske køn for i stedet at insistere på, at køn er noget, man føler.

Det har udviklet sig til en bevægelse, som taler et sprog, ingen forstår, fordi det ikke simpelthen ikke giver mening. I den mest absurde ende ved at bruge såkaldte neo-pronominer som xe og em i stedet for han og hun.

En bevægelse, som i USA har kæmpet for at transkvinder – altså biologiske mænd – skulle have lov til at konkurrere i kvindesport, selv om det har givet anledning til åbenlyse uretfærdigheder.

Et eksempel på det var svømmeren Lia Thomas, som var en middelmådig mandlig svømmer, men fuldstændig dominerede, da hun fik lov til at stille op som kvinde.

Når jeg nævner hende, så er det fordi, at Lia Thomas’ kvindelige holdkammerater lagde sag an mod den amerikanske universitetliga NCAA for brud på deres rettigheder. De blev billedet på kampen mod wokeismen i USA. De blev for eksempel inviteret med til indsættelsen af Donald Trump som præsident i sidste måned.

Det illustrerer også det egentlige problem: nemlig manglen på voksne mennesker i civilsamfundets institutioner og private virksomheder. De lod sig rive med af tidsånden og proppede regnbueflag og politisk korrekthed ned i halsen på almindelige amerikanere i alt fra tv-serier til reklamer til diversitetkampagner – indtil amerikanerne til sidst sagde stop.

Alt imens blev de store og vigtige kampe for seksuelle minoriteters rettigheder glemt.

Det gælder også I Danmark, hvor de største problemer med intolerance mod seksuelle minoriteter findes i de muslimske miljøer. En undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke fra sidste år viste, at 59 procent af muslimer ikke ville acceptere, at et familiemedlem lever åbent som homoseksuel.

Alligevel har det tema fyldt meget lidt, når der for eksempel har været afholdt pride i København.

Mandag gæstede sekretariatschefen for LGBT+ Danmark, Susanne Branner, B.T.s dedatpodcast, Borgerlig Tabloid. Adspurgt hvor den største trussel mod seksuelle minoriteter kommer fra i Danmark, svarede hun »højreekstreme og nynazister.«

Stærkt presset indrømmede hun dog, at problemet er stort i »ekstreme religiøse miljøer«, herunder muslimske miljøer. Men hun ville ikke forholde sig til, om det er et problem for seksuelle minoriteter i Europa, at man har importeret millioner af muslimer, hvoraf et stort flertal ikke vil acceptere homoseksualitet. 

Det burde selvfølgelig ikke være svært for en person, som kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder at svare »ja« til det spørgsmål.

Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

LGBT+ Danmark vs. Joachim B: Det bliver for skørt!

Donald Trump er i fuld gang med at 'udrydde' wokeismen i USA. Herhjemme ser vi også en modreaktion. Men dét advarer Susanne Branner, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, naturligvis om. Spørgsmålet er, om Susanne Branner og co. Ikke selv er skyld i den modreaktion, vi lige nu oplever i USA - men også herhjemme? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis-Jacobsen og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke