Det er stadigvæk helt nødvendigt, at vi får en forklaring på, hvad der egentlig skete, da 15 millioner danske mink blev beordret aflivet med et fingerknips – men tilsyneladende uden hverken stærkt fagligt grundlag eller hjemmel i dansk lovgivning.
Den såkaldte Mink-sag stinker nemlig langt væk af magtarrogance på tværs af flere ministerier og sågar også i politi og forsvar.
Derfor er det som udgangspunkt også glædeligt, at Folketinget har nedsat en såkaldt granskningskommission, som har til formål at afdække det historiske forløb.
Men som en utilsigtet følgevirkning af ønsket om at kaste lys over den skelsættende begivenhed, kan det modsatte desværre blive tilfældet.
En ny afgørelse fra Ombudsmanden kan få store konsekvenser for jagten på sandheden i sagen – med offentligheden som en store taber.
Konkret har Ombudsmanden nemlig blåstemplet en beslutning om at begrænse en aktindsigt i nogle dokumenter, fordi disse dokumenter kan forventes at indgå i granskningskommissionens arbejde.
Det er ikke nyt, at kommissioner på den måde kaster grus i maskineriet for journalister med ambitioner om at afdække de forløb, der skal undersøges. Men det er nyt, at det også gælder det nye påfund, som granskningskommissionen er.
På B.T. har vi selv oplevet, hvordan myndighederne bruger argumentet i forbindelse med ønsket om aktindsigt i dele af Mink-sagen:
»Rigspolitiet har efter offentlighedslovens § 33, nr. 5, undtaget samtlige referater,« lyder det i et svar på en anmodning om aktindsigt, inden der følges op: »Idet Rigspolitiet vurderer, at der er tale om dokumenter af central betydning for henholdsvis den kommende granskningskommission og den forestående advokatundersøgelse om nedgravning af mink.«
Selvom der er lagt op til, at denne granskningskommission skal nå frem til sine konklusioner hurtigere, end normale undersøgelseskommissioner har for vane, kan offentligheden naturligvis også have glæde af, at sagen behandles af en kritisk presse.
Der er ingen, absolut ingen, logisk grund til at stække pressens vilkår, blot fordi der også er nedsat en kommission.
Det virker som et regelsæt fra 'Omvendtslev' - byen fra 70ernes børneprogram, hvor alt er vendt på hovedet.
Ønsket om at kaste lys over sagen afstedkommer, at den henlægges til skyggerne, så længe kommissionen arbejder – hvilket nemt kan blive et år.
I dette tilfælde bliver ønsket om at gøre det bedste' i sandhed 'det godes' værste fjende, som et gammelt ordsprog lyder.
Og hvad i alverden skulle der være i vejen for både at lade kommissionen og pressen arbejde side om side?
På B.T. støtter vi ønsket om at nå til bunds i sagen, men det er beskæmmende, at det samtidig saver benene over på den kritiske presse.
