B.T. mener: Det er Venstres chance
Regeringen har brug for Venstre til at bære sin skattereform igennem. Men det er ikke Venstres problem, og den position skal partiet udnytte.

Regeringen har brug for Venstre til at bære sin skattereform igennem. Men det er ikke Venstres problem, og den position skal partiet udnytte.


Vi flås af skattens skarpe klo – sådan sang arbejderpartierne engang 1. maj.
Så fik de selv magten, og siden er skatten i det her land eksploderet.
Nu vil den røde regering hæve indkomstskatten med ti milliarder kroner for helt almindelige danskere – herunder dem, der tjener mindst, såsom pensionister og kontanthjælpsmodtagere.
Hvordan det er udtryk for god arbejderpolitik, står hen i det uvisse.
Men det vil regeringen alligevel gøre for at finde finansiering til at fjerne momsen på frugt og grønt og halvere den på andre fødevarer.
Det vil regeringen, selvom det er svært at finde en økonom eller en erhvervsorganisation, som er enig med regeringen i, at det er en god idé.
Regeringen risikerer, at danskerne bliver stillet dårligere, fordi de administrative omkostninger ved at indføre differentieret moms er skyhøje, og fordi erfaringerne fra udlandet viser, at momsnedsættelser ikke fører til lavere dagligvarepriser på den lange bane – besparelsen ender i stedet i dagligvarebutikkernes lommer.
Kabalen kan imidlertid ikke gå op uden Venstre, og det giver partiet et stærkt kort på hånden.
Regeringen vil sammen med Enhedslisten hæve indkomstskatten for at finansiere den differentierede moms, og regeringen vil så bruge Venstres mandater til at gennemføre de initiativer i skattereformen, som Enhedslisten ikke vil være med til.
Det gælder for eksempel en fjernelse af mellemskatten og en lavere selskabsskat.
Venstre har en gylden chance for at stikke en kæp i hjulet på regeringens del-og-hersk-strategi.
For Venstre må det være lige så vigtigt, at indkomstskatten ikke stiger for dem med de laveste indkomster, som det er at lette skatten for dem med de højeste.
Det er Lars Løkke Rasmussen, der har fået fjernelsen af mellemskatten samt en lavere selskabsskat skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Det er bestemt fine initiativer, men deres gennemførelse er også afgørende for, at Lars Løkke Rasmussen kan forsvare, at han gik ind i en rød regering i stedet for en blå.
Men Venstre skylder ikke Lars Løkke Rasmussen noget som helst – tværtimod.
De skylder slet ikke at hjælpe ham med at gøre hans deltagelse i en rød regering til en succes.
Venstre skal simpelthen meddele regeringen, at forudsætningen for, at partiet lægger stemmer til en fjernelse af mellemskatten og en lavere selskabsskat, er, at forslaget om at hæve indkomstskatten tages helt af bordet.
Det handler om at undgå en massiv skattestigning for danskerne, og det handler om ikke at agere nyttige idioter for regeringen.
Den må løse sine egne problemer.
Socialdemokratiet hjælper aldrig borgerlige regeringer med at løse deres.
Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.