Er corona ved at få overtaget igen?

Spørgsmålet er nærliggende, og når smittetallet er steget til 1,5 – altså tallet, der viser, hvor mange en enkelt smittet selv smitter – er der grund til at tage situationen alvorligt.

De fleste kommuner reagerer også prompte, ganske som vi gjorde i marts, april og maj med massive hjemsendelser. Afstand og afspritning er virksomme på at bringe smitten under kontrol, ved vi nu.

Men den stigende smittespredning rejser alligevel en række dilemmaer, der igen og igen præger debatten – også på B.T.

Forsamlingsforbuddet er sænket fra 100 til 50 i en lang række kommuner. Det betyder, at det pludselig er umuligt at gennemføre en række planlagte arrangementer, hvor der ellers er taget højde for både afstand og afspritning. Alligevel er regionaltogene hver dag fyldt med passagerer, der står tættere samlet end på mange af de konferencer og seminarer, der nu bliver aflyst.

Det virker ulogisk.

Hver dag transporteres der danskere rundt med havnebusserne i København. Her har alle passagererne mundbind på. Det skal de. Men kanalrundfarterne, der sejler i den samme havn og lægger til umiddelbart ved siden af, er propfyldt med glade passagerer, der ikke bærer mundbind.

Det virker ulogisk.

Smittten spredes i særlig grad af unge mennesker ved private fester, ved studiestart, eller når de mødes udendørs i parker eller på andre åbne pladser. Men det er restauratører og hoteller, der nu skal skrue ned for antallet af deltagere ved deres planlagte arrangementer. Det forhindrer ikke de private fester, men ødelægger økonomien for de private firmaer, der har fået styr på forholdsreglerne.

Det virker ulogisk og i dette tilfælde urimeligt.

De offentlige arbejdsgivere har reageret prompte og sendt tusinder af medarbejder hjem. I Odense er 2.000 offentligt ansatte – hovedsageligt administrativ personale – sendt hjem. Også Københavns Kommune har reageret med hjemsendelser. Det er relativt enkelt for de offentlige arbejdspladser at hjemsende, de risikerer ikke økonomiske tilbageslag. Det gør private virksomheder derimod. Deres kunder er blandt andet det offentlige, der med det samme ligger private virksomheder i dybfryseren.

Måske er det på tide at skabe mere sofistikerede restriktioner, der ikke lammer dele af det private erhvervsliv.

Kurven for smittede er stigende, men antallet af indlagte stiger ikke, heller ikke patienter i respirator. 'Den spanske kurve' viser forholdene i Spanien, hvor smitten også steg, uden at det betød flere indlæggelser eller dødsfald. Den danske kurve ligner til forveksling den spanske. Ifølge eksperterne skyldes det i høj grad, at det er de unge, der bliver smittet i øjeblikket.

Vi må leve med, at coronavirus er i samfundet. Den er kommet for at blive. Selv et vaccinationsprogram vil ikke udrydde den. Det afgørende er, at vi beskytter de sårbare grupper, hvilket firkantet sagt er ældre mænd og kronisk syge. Vi skal beskytte plejehjem og sygehuse, men vi skal samtidig acceptere, at smitten er her.

Det er på tide, at Sundhedsministeriet udvikler mere sofistikerede måder at inddæmme smitten på, end ved at udrulle de sædvanlige store offentlige hjemsendelser og indføre skrappe restriktioner på virksomheder, der allerede har styr på smitten.

Danskerne forstår det og kan indrette sig efter det.